Kim Engstrøm om akademi, OB-værdier og cheftrænerambitioner.

Kim Engstrøm
OB’s succesfulde U19-træner, Kim Engstrøm. (foto: ob.dk)

For første gang i 29 år løb OB i 2020 med det danske mesterskab i U 19-Ligaen. Den foreløbige kulmination på en øget satsning på OB’s akademi. En ansættelse, der for alvor tog fart med ansættelsen af Tonny Hermansen i 2015. I løbet af de sidste fem år er OB’s akademi således gået fra at have fire fuldtidsansatte trænere, til i dag at have elleve fuldtidsansatte trænere. En af dem der er kommet til, er den tidligere ungdomstræner i Vejle, Kim Engstrøm. Han overtog i 2016 cheftrænerposten på U 19-holdet fra netop Tonny Hermansen, der overgik til en rolle som akademichef. Den 41-årige Kim Engstrøm har også bemærket, hvordan akademiet prioriteres af den sportslige ledelse i OB.

– Niels Thorborg er meget interesseret i OB’s talentudvikling. Akademiet har givet overskud i OB de seneste år med salgene af Mathias Jørgensen (New York Red Bulls), Gustav Grube (RB Leipzig) og Andreas Søndergaard (Wolverhampton). Nogle af de største indtægter i OB er kommet fra akademiet. Derfor gik Thorborg også all in, da Christian Vestergaard blev skadet. Tonny Hermansen og Niels Thorborg sad på det tidspunkt på Superligaholdets trænerlejr i Tyrkiet og forhandlede med B 93 om Robin Østrøm som en erstatning. Thorborg spurgte Tonny om det var ham der skulle til, hvis OB skulle blive dansk mester i U 19-ligaen. Det kunne Tonny nikke ja til, hvorefter Thorborg brugte nogle penge som ikke var i budgettet.

Missionen lykkedes og U 19-ligaen havde for første gang siden 2013 en vinder, der ikke var Esbjerg FB eller FC Midtjylland. Toppen af kransekagen skulle have været UEFA Youth League, hvor OB oprindeligt skulle have forsvaret Danmarks ære  sammen med FC Midtjylland i efteråret 2020. Den dessert er ikke taget bord, men bliver i stedet præsenteret i en ny udgave i foråret 2021. Det normale gruppespil i UEFA Youth League er grundet COVID-19 erstattet med et knockout format i foråret.

– Vi er dermed kun 6 kampe fra titlen.

Konstaterede Kim Engstrøm med et glimt i øjet. Hvem OB møder i den første og potentielt også eneste Youth League kamp afgøres ved lodtrækning d. 27. januar. Der trækkes både lod om modstander og hjemmebanefordel. OB kan dog ikke trække alle hold, da den første runde er geografisk opdelt. Derudover blander man først de 32 ungdomsmestre  (f.eks. OB) med Champions League holdenes ungdomshold (f.eks. FCM) i 3 runde af Youth League. Det betyder at OB formentligt kan trække britiske og nordiske U-19 mestre i første runde, hvilket i årets udgave er hold som Rosenborg BK, Hammarby IF eller Glasgow Rangers. Første runde af Youth League afvikles d. 2 eller 3. marts.

At OB i dag står i UEFA Youth League er ifølge Kim Engstrøm resultatet af en langsigtet strategi og en strømlinet indsats.

– Der er en meget tydelig strategi for hvordan vi gør tingene på akademiet fra U12 til U19-holdet. Det er beskrevet ned i mindste detalje på akademiet. Det er så strømlinet, at vi ved hvad vi skal træne mandag, tirsdag, onsdag og faktisk resten af året, når vi starter op igen. Det er en kæmpe fordel for akademiet, og det er sådan man gør i de større klubber – tydelighed.

Hvordan skal en spiller så mere konkret se ud, når han har været igennem OB’s akademi?

– De seks værdier vi vægter højt er: ihærdighed, viljestyrke, energi, robusthed, optimisme og bevidsthed. Vi vil gerne tilbage til de gamle OB-dyder som man så med spillere som Ulrik Moseby og Kim Ziegler. Vi skal udvikle hårdtarbejdende typer som modspillerne slår sig på, have power og udvise vindermentalitet. 

– Den overordnede spillefilosofi er at vi skal være boldbesiddende, med balance mellem at spille possession og direkte. Det er et vidt begreb, da der kan være mange veje til hurtigst muligt at komme op til modstandernes mål. Vi skal kunne tage temperaturen på kampen, og når vi spiller possession, så skal det være på modstanderens banehalvdel og ikke imellem vores midtstoppere. Jeg synes at Frøkjær er et godt eksempel på en spiller, der kan spille possession højt på modstandernes banehalvdel. 

Hvordan er det at arbejde så detaljeret ud fra et strategisk perspektiv, når det, udefra set, kan være svært at få øje på en tydelig strategi for superligaholdet?

– Jeg synes vi undervejs i sidste 4 år er kommet endnu tættere på hinanden med akademiet og superligaholdet ift. hvem der skulle træne op af. Os på akademiet vi koncentrerer os om vores egen butik og sørger for, at det fungerer. Vi blander os ikke i, hvordan man gør det på superligaholdet, men jo mere sparring og samarbejde, vi har, jo bedre. Det siger sig selv.

– Vi har en fin dialog med trænerteamet og ser gerne mange af vores unge rykke på. Det er jo en del af strategien. Det er vigtigt, at spillerne har en god overgang til førsteholdet, og derfor er det også godt, at vi har en transitionstræner, der kan hjælpe de unge med at finde sig til rette når de er i superligatruppen.

– Jeg er helt sikkert på at OB går en rigtig god fremtid i møde, hvor vi som klub kommer til at rykke os endnu mere i fremtiden.

Hvad har du så et håb for en kommende cheftræner for OB’s Superligahold?

– Jeg er slet ikke med i processen med at ansætte en ny cheftræner, så det vil jeg lade andre om. Jeg håber, at vi også med den nye træner får et godt samarbejde, så førsteholdet og akademiet kan få et godt samspil. Det er yderst vigtigt, at vores unge spillere får ind under huden, at man med hårdt og dedikeret arbejde kan spille sig op på øverste hylde eller får muligheden for et udlandseventyr.

– Jeg håber selvfølgelig, at mange af vores spillere får chancen, men det kræver jo også, at jeg gør mit arbejde godt nok, så de er klar til at tage springet. Hvis vi udvikler spillerne godt nok på akademiet, så er jeg slet ikke i tvivl om at de nok i fremtiden skal få succes på OB´s superligahold.

– Hvis man kigger på Brøndbys succes lige nu, så var Jesper Lindstrøm ikke bedre end Frøkjær som U19. Han har ramt Brøndby på det rigtige tidspunkt, og fået muligheden igen og igen og igen. Det handler om tro og tillid, det tror jeg på.

Har du selv ambitioner om at blive cheftræner på seniorniveau?

– Hvis jeg skal være førsteholdtræner for et seniorhold, så skal det være i top 24 i Danmark. Dvs. Superliga eller 1. division, så der er fuldtidsprofessionalisme. Jeg har været U 19-træner i 10-11 år. Jeg har spillet et hav af kampe mod Peter Feher, Brian Riemer, Claus Nørgaard og Kenneth Andersen, og det har forfriskende at se nogle af dem sammen med Jacob Friis som trænere i Superligaen. Kunne jeg tænke mig det? Ja, for jeg har noget at bidrage med. Jeg er bevidst om at taber du 10 kampe i Superligaen, så har du ikke kamp nr. 11 modsat U19,  men jeg er ikke træner for sikkerhedens skyld.

Så hvis OB spurgte dig om du ville være cheftræner for Superligaholdet til sommer, ville du sige ja?

– Jeg vil først og fremmest sige, at jeg er meget glad for at være U19-træner i OB. Det er et fantastisk job med nogle lige så fantastiske kolleger, og jeg nyder arbejdet i Ådalen med spillerne (red: Kim Engstrøm har kontraktudløb som U19-træner for OB til sommer). Men selvfølgelig har jeg ambitioner, og det vil jo være øverste hylde, man så vil gå efter, som jeg sagde tidligere. På et tidspunkt var jeg lidt træt af de trænere der gik i ring. Jeg synes det var befriende, da Jacob Friis og Kenneth Andersen fik superligajobs og man tog nogle nye navne ind. Jeg har ingen kommentarer til cheftrænerjobbet i OB, da det er et hypotetisk spørgsmål. Jeg er sikker på, at dem, der har ansvaret for at skulle ansætte den kommende træner har helt styr på det.