Pensum til nye OB-fans

– Hvorfor blev OB Odenses største klub?

– Hvorfra har vi forestillinger om Odense Boldklub som en stor, stolt og traditionsrig klub?

– Hvorfor er der så store uligheder i kommunernes støtte til superligaklubberne i dag?

– Hvorfor gør OB ikke bare ligesom FC Nordsjælland?

Sådanne spørgsmål er centrale i forståelsen af Odense Boldklubs historie. Og hvis man ikke forholder sig til dem, kan det indimellem være svært at navigere bevidst og meningsfuldt i diskussionen af OB’s fremtid.

Odense Boldklub er et produkt af deres mere end 133 år lange historie. Når den sportslige ledelse skal forholde sig til, hvad klubben er, vil de oftest referere til klubbens fortid og se sig selv som et resultat af den. For som ny fan at kunne være med i diskussionen, kan det indimellem være rart at vide, hvor man kan finde viden om den slags.

Jeg kom selv galt af sted, da jeg som ung OB-fan begav mig ind på OB’s debatforum i 2003. Her skulle jeg forsøge mig som debatør i en diskussion om OB’s idealopstilling for den kommende sæson. Jeg kom helt skævt fra start, da jeg havde en formstærk Dennis Siim foran det tilbagevendte klubkoryfæ Steen Nedergaard. Kan ikke huske den præcise ordlyd af den første feedback, men det var noget i stil med:

– Unge mand, du skal vist have styr på din OB historie.

Så følgende referencer skal ses som en inspiration til OB-fans af nyere dato, der ikke kan få af viden om klubben og historien. Listen vil på ingen måde være fyldestgørende, men fungere som inspiration til, hvor man kan starte med at læse, lytte og opsøge viden om OB. Kom gerne med tilføjelser til listen.

Dokumentarfilm

Odense Boldklub – Portræt af en fodboldsucces

Hvis du kun har 32 minutter til at blive klogere på OB, så brug dem her. Denne “skjulte” dokumentar af Danmarks Radio fra 1977 giver dig et dybt indblik i klubbens første danske mesterskab, der har været så definerende for OB. Selvom træningsforholdene ligner sig selv, så er der nostalgi for alle pengene, når Arne Lundemand spiller “OB op i top”, Richard Møller Nielsen holder taktikmøde (læg mærke til kosten) og der bliver solgt merchandise. Der er også de mere seriøse øjeblikke, hvor vi får indblik i den spillestil, der har bidraget til OB’s succes, kommunale udfordringer og meget andet godt. En rigtig flot dokumentar, der viser hvor OB kommer fra, fansenes betydning for klubben og hvordan “Richardo” revolutionerede klubben. Den kan ses gratis her.

Facebook

OB før Superligaen

“Munken”, “Tordenskjold” og “Skæg”. Der kan være nok af tidligere spillere at holde styr på, når man holder med en traditionsrig klub som OB. Heldigvis har det omvandrende OB-leksikon, Søren Plovgaard, gjort det nemmere for dig. På facebooksiden “OB før Superligaen”, bliver tidligere OB-spillere fejret på deres fødselsdage med herlige anekdoter fra deres tid før, under og efter OB. Der er også plads til mange andre gode sidehistorier, som da OB f.eks. mødte FC Barcelona. Læs med her.

Bøger

Miraklet i Madrid

OB præsterede i 1994 et resultat, der sent vil blive glemt, og samtidig har været definerende for klubben på godt og ondt. Klubbens tidligere cheftræner Troels Bech, har selv udtalt, at det kunne være hårdt altid at blive målt op imod den præstation, når man var OB-træner. F.eks. når man vandt pokaltuneringen. Men hvordan gik det til, at en lille klub fra Odense vandt over verdens største klubhold, Real Madrid, og blev samtaleemne i hele Europa? Miraklet i Madrid fortæller om både om kampene mod Kongklubben, men i ligeså høj grad om personerne der var involveret og tiden op til det flotte resultat. Martin Davidsens gode bog kan erhverves billigst her eller ved direkte kontakt til ham.

Lars Høgh – Et fodboldliv

Mens de flest af os venter i spænding til maj, hvor forfatter Jakob Kvist og Lindhardt og Ringhof udgiver en ny bog om Lars Høgh, må man “nøjes” med bogen fra 2001. Den beskriver Lars Høghs fodbold i kronologisk rækkefølge, men formår ikke at bevæge sig meget over det beskrivende plan. Det er alligevel vigtig læsning, da han utvivlsomt er klubbens største legende og har mange interessante anekdoter. Kan lånes på dit nærmeste bibliotek her.

Mirakelmageren

Nuvel, bogen handler om Richar Møller Nielsen. Men ligesom “Richardo” har været en stor del af OB, har OB også været en stor og vigtig del af “Richardos” karriere. Derfor fylder OB og den kulturrevoulution han lavede i klubben rigtig meget i bogens første del. Hvis blev fanget af af dokumenetaren “Odense Boldklub – Et portræt af en fodboldsucces”, så vil du sandsynligvis også holde af Mirakelmageren. Kan købes her eller ved direkte kontakt til forfatter Martin Davidsen.

De Stribede fra Fyn – historien om Odense Boldklub

Et mindre opslagsværk om OB’s historie, der udkom op til klubben 125 års jubilæum. Har angiveligt været så populær, at den er svært at støve op fra ny. Så du må en tur på Den Blå Avis eller de sociale medier for at efterspørge den.

OB.dk

Tidslinje

OB har lagt en overskuelig tidslinje ud på deres hjemmeside, der går fra 1887 og til i dag. Husk at skimte den, inden du skal deltage i en OB-quiz eller kloge dig på en lang udebanetur. Den kan læses her.

Debatforum

Blandt mange relevante og aktuelle diskussioner, findes også stadig meget nostalagi på klubbens fanforum. Og hvis svaret på det du vil vide om OB’s historie ikke allerede findes, så kan det højest sandsynligvis fremskaffes. Spørg endelig, og så skal du oftest få svar der spænder bredt og/eller er fyldestgørende. Du kan finde det levende fanforum her.

Podcasts

Bech Bag Bolden

Tidligere OB-træner Troels Bech gør sig også som podcastvært. I én udgave med Kim Brink får man et godt indblik i OB. “Brinken” har også spillet en central rolle i OB’s historie som hhv. ungdomstræner, cheftræner, sportsdirektør og administrerende direktør. En central person at vide noget om, sammenholdt med Trols Bech egne erfaringer som cheftræner i klubben. Podcasten kan høres her.

Stemmer Fra Ådalen

Formatet i Bech Bag Bolden er at give plads til gæsten, så han får lov at tale ud og ikke bliver genstand for hård kritik. Det skal man også huske på i interviewet med Kim Brink, hvorfor det kan være relevant at høre en kritik den sidste tid i OB under Kim Brink. I denne udgave af af Stemmer fra Ådalen bliver tiden op til “Det Fynske Blodbad” i 2010 fremsat af tidligere OB’er Esben Hansen. Det er igen vigtigt også at være kritisk overfor Esben Hansens rolle, da han selv blev sat af holdet i denne periode. En rigtig god udsendelse, hvis man vil blive klogere på, hvordan OB gik fra kontinuerligt tophold til et lavere niveau i Superligaen. Udsendelsen kan høre her.

Twitter

Der er så mange spændende OB-profiler på Twitter at den næsten vil være synd at fremhæve én. Så jeg vil i stedet fremhæve tre. De to første kan retfærdiggøres via deres top-3 placeringer i det uoficielle mesterskab i OB-historie.

Leif Rasmussen

Sportsredaktør på Fyens Stiftstidende og mester i OB-historie. Han har dækket OB siden der gik en mur ned gennem Berlin, og kan stadig huske det meste. Ham kan du altid spørge. Følg ham her.

Martin Davidsen

Manden bag Stemmer Fra Ådalen og flere OB-bøger. Den danske medieverdens go-to guide, når det handler om OB. Har fulgt klubben både indefra og udefra, og er vel den der har skrevet næst flest anslag om klubben udover Leif Rasmussen. Kan følges her.

Jeppe Rud Skak

Den ene halvdel af statistikbanken “Leandertal”. Hvis han ikke allerede kender den OB-statistik du gerne vil grave frem fra OB-historien, så vil han oftest hjælpe dig med at lave den, hvis du spørger pænt. Kan følges her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *