Gribben og Høgh’en

Oliver Christensen udtaget til A-landsholdet
Oliver Christensen i kamp mod Brøndby IF. På dette tidspunkt helt uvidende om at han er udtaget til danske A-landshold. Foto: ob.dk

En af de største biroller i fortællingen om Lars Høgh’s fodboldliv hedder Emilio Butragueño. Han er måske bedre kendt som Gribben. Første gang Lars Høgh stødte på den spanske angriber var i 1/8-finalen ved VM i 1986, hvor han med fire mål punkterede Høgh’ens og restens af de danske VM drømme. 8 år skulle der gå før Høgh’en fik sin revanche. Det skete på Estadio Santiago Bernabéu, hvor han ikke kunne passere den fynske målmand, og måtte lade sig udskifte for Real Madrid efter en times spil.

Nu, et kvart århundrede senere, bliver det så endelig muligt for ornitologer og fodboldromantikere at få et billede af Gribben og Høgh’en igen. Men der har i mellemtiden været udskiftning i rollebesætningen. Gribben spilles i 2020 af Oliver Christensen. Han går også under kælenavnet “Gribben fra Kerteminde”.

Den fremadstormende fynske målmand har således fået chancen for det, man ikke siden 2016 har kunnet når man er førstemålmand i OB – at blive trænet af Lars Høgh. For mens Emilio Butragueño har været en vigtig figur i Høgh’ens lange fodboldliv, er Brøndby Stadion ved at blive et vigtigt sted i Gribbens korte fodboldliv. Det var her den 21-årige keeper fik sin superligadebut tilbage i 2018 og nu, to år senere, kunne modtage beskeden om han at var udtaget til det dansk A-landshold.

– Jeg fik det af vide lige efter Brøndby-kampen (red: 3-1 nederlag), så det var lidt svært at smile. Det kom efter et par timer. Lige i øjeblikket var jeg skuffet, men det var selvfølgelig et stort plaster på såret at man kunne glæde sig over at være udtaget til A-landsholdet.

Udtagelsen er foruden førstemålmandstjansen på U-21 landsholdet sket på baggrund af sæsonens første 8 superligakampe. Foruden 2 clean sheets, har han lukket 14 mål ind i de resterende 6 kampe. Lidt bemærkelsesværdigt har næsten halvdelen af de indkasserede mål har været på afslutninger udenfor feltet.

– Jeg synes der er blevet scoret rigtig mange flotte mål i mod os i denne sæson. Jeg synes ikke det har været fordi at der ikke har været pres nok på sparkeren. Det er en blanding af held og dygtighed fra de andre.

Omvendt har “Gribben fra Kerteminde” også forhindret rigtig mange mål i denne sæson. Specielt i 1-mod-1 situationer, hvor han har haft flere vigtige redninger alene med modstanderen. Senest mod Brøndby, hvor han fik presset Mikael Uhre ud i en yderlig position og ventede længe nok med sit udfald til at kunne redde bolden. I den type af situationer har man tidligere set ham modtage kritik for at være for frembrusende. Vi spurgte lidt ind til udviklingen og hans målmandsstil.

– Jeg skal passe på ikke at blive alt for defensiv. For det er min stil at komme ud og være aggressiv på de dybe stikninger. Men det er selvfølgelig klart at når man har lavet 3-4 straffespark i løbet af det sidste halvandet år, så bliver man også nød til at kigge på hvad man gøre anderledes.

En målmandsstil Høgh’en nu kan bidrage til at forfine til landsholdstræningerne i de kommende dage. Og hvem ved, måske Gribben en dag bliver den første målmand til at repræsentere landsholdet og OB på samme tid siden d. 10 januar i 1995, hvor Høgh’en spillede sin sidste landskamp for Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *