Pokalheltene fra 2002 – her er de i dag (Troels Bech)

Dirigenten bag den fjerde af OB’s foreløbige fem pokalmesterskaber, Troels Bech, har længe prøvet at distancere sig til fodboldverdenen. Nu ser det for en stund ud til at være lykkedes. I skrivende stund har den velformulerede jyde trukket stikket til den usikre tilværelse som lønmodtager i den danske fodboldverden. Sammen med sin sammenbragte familie, der udover ham selv, består af yderligere 10, er han netop nu på jordomrejse. Planen var egentlig en lidt anden. Efter sin tredje periode som cheftræner i den fynske ådal skulle kompetencerne fra universitets uddannelsen i italienske studier til en familiedrevet kursusvirksomhed i ledelse i Italien. Inden den idé blev eksekveret, kom Brøndby IF imidlertid på banen med et jobtilbud han ikke kunne afslå. Således gik de følgende tre år i sportsdirektørstolen på den københavnske vestegn.

Troels Bech på Koh Tao Island. Vi må desværre erkende at Troels Bech oftere optræder i Brøndby end OB-tøj på sin jordomrejse. Derfor er der valgt et billede uden så meget tøj. Omvendt ser det heldigvis ud til at flere af sønnerne har nemmere ved at iføre sig en OB-trøje. kig selv efter på Instagram

I løbet af de tre år ændrede familiedrømmene sig fra en kursusvirksomhed i Italien til en et år lang jordomrejse. I sommeren 2019 blev villaen i Odense solgt for at kunne realisere familierejsen. Det betyder at Troels Bech i løbet af de seneste måneder efterhånden har fået flere landestempler i passet end superligaklubber på CV’et. Planen for Troels Bech er at vende tilbage til Danmark til sommer. Noget tyder på at han allerede er ved at positionere sig til den tilværelse. Trods Bech familiens nuværende ophold i mellemøsten har Troels formået at fylde hjemmesiden troelsbech.com op med dugfriske podcast om ledelse. Her sidder han nu selv bag mikrofonen og giver andre mulighed for at levere de mindeværdige citater han selv blev så kendt for. Her på siden vil vi selvfølgelig fremhæve interviewet med ”Høghen”, der kan høres her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *