Julius Eskesen om tiden i OB og et muligt comeback

817.dk har taget en snak med den fynske midtbaneelegantier, der efter 41 kampe i den stribede trøje har sluttet sig til den odenseanske køreklub, der på normale hverdage tager turen til SønderjyskE. Hverdagen er dog alt andet end normal for Julius Eskesen, der ligesom de fleste andre er påvirket af Covid-19:

– En typisk dag i corona-lockdown, starter altid op med en kop kaffe og så bare tage sig god tid, for det har jeg normalt ikke i hverdagen. Jeg skal minimum selvtræne en gang med bolden og lave coreprogram (red: styrketræning) hver dag, men der er rigeligt med timer i døgnet til dette.

Den 21-årige odenseaner, der startede med at spille ungdomsfodbold i B 1913, har ingen kontakt med nogen fra staben i SønderjyskE, da truppen er blevet hjemsendt. Derfor består den daglige kontakt primært med holdkammeraterne:

– Jeg snakker en del med AK (red: Anders K. Jacobsen) om træning i hverdagene, men ellers passer jeg primært mig selv i denne tid. Jeg forsøger at være produktiv og få set dokumentar-programmer og læst nogle bøger.

Der bliver dog også sat en del point ind på den lavkulturelle konto i denne tid, indrømmer Julius Eskesen:

– Der sniger sig sgu nok lidt for mange afsnit af Paradise Hotel ind i hverdagen, desværre.

Den megen ekstra fritid har dog gjort det muligt at tage en snak med Julius Eskesen om tiden i OB. En tid der startede lovende, da han som 18-årig debuterede for OB’s superligahold mod Silkeborg IF. To og et halvt år senere var den lovende start afløs af manglende spilletid, hvorfor han måtte skifte væk fra OB i håbet om flere superligaminutter:

– Det er svært at sige med spilletiden. Nogle gange er det små ting der afgør om man spiller. Man kan sige jeg kom fint fra land med Jakob og fik en del spilletid i starten, men så ramte jeg desværre ind i en skade og imens jeg var skadet præsterede holdet på et højt niveau. I kender citatet “Never change a winning team”. Af den grund blev jeg sat lidt ud på sidelinjen. Når du først er reserve kan det være svært at spille sig ind på holdet igen. Især hvis træningerne er taktiske og startelleveren næsten er valgt ugen inden.

Det var dog ikke kun skader på uheldige tidspunkter, der var afgørende for det manglende gennembrud i de fynske striber:

– Det skal siges at jeg ikke var kampafgørende nok – hverken i de kampe jeg spillede eller i mine reserveholdskampe. Men den ro og erfaring det nogle gange kræver i kampafgørende situationer får man oftest af spilletid. Derudover ramte jeg ind i en ny skade og langsomt begyndte spillestilen også at ændre sig til en mere fysisk spillestil, hvilket ikke var med til at gøre det nemmere for mig at komme på holdkortet.

Den nye klub i Sønderjylland er positivt berygtet for dens omklædningsrum. I den fynske ådal har der derimod tidligere været rygter om det mere opdelt omklædningsrum. Vi bad derfor Julius Eskesen om at sætte lidt ord på hans oplevelse af de to klubbers omklædningsrum :

– Sønderjyskes omklædningsrum er fantastisk og jeg har det allerede virkelig, virkelig godt socialt. Alle er virkelig venlige og åbne. Dog havde jeg det også virkelig godt i OB, men det er svært at sammenligne de to omklædningsrum, for mennesker er forskellige.

Kontakten bliver dog holdt ved lige med det gamle omklædningsrum, hvorfor det er svær for Julius Eskesen at begrænse sig, da vi spørger ind til de fortsatte relationer til OB-truppen:

– Jeg snakker stadig rigtig meget med de unge drenge – især Sander, JJ, Gribben, Harboe, Frø og HC, men der bliver der også snappet lidt frem og tilbage med mange af de andre spillere.

SønderjyskE’s superligatrup tæller snart flere fynboer end OB’s, hvilket kommer til udtryk når den odenseanske køreklub triller mod Sønderjylland:

– Vi har en køreklub, ja. Vi er hele syv mennesker der bor i Odense, så det er sgu top. Der er en masse små traditioner i klubben, der oftest inkluderer lammere.

Om køreturen fra lejligheden i Odense til træning bliver kortere i fremtiden må tiden vise, men det er ikke det er ikke længere det vigtigste for den unge fynbo:

– Jeg har ikke et mål om at vende tilbage til OB, men jeg kunne sagtens se mig selv i den stribede trøje en dag. Om det sker eller ikke sker betyder på nuværende tidspunkt ikke det store for mig. Jeg er sulten og vil gerne spille fodbold og nyde det at være fodboldspiller igen – forhåbentlig en dag også i udlandet, og så må vi se hvad fremtiden bringer.

Flere OB-fans havde håbet og håber fortsat på at se Julius Eskesen få et gennembrud i den stribede OB-trøje. Derfor vakte det også overraskelse, da Julius Eskesens afgang fra OB endte ud i et salg og ikke en udlejning. Enkelte spekulerede i om det skyldtes at OB havde fået tilføjet en tilbagekøbsklausul i aftalen med SønderjyskE:

– Det var på tale med udlejning, men jeg så nogle muligheder i SønderjsykE og havde en rigtig god dialog med dem. Klubben har et fantastisk setup og derfor tror jeg også meget på at det er det rigtige valg jeg har truffet. Jeg må ikke udtale mig om min kontrakt, men kan ihvertfald afsløre at OB ikke har nemmere ved at hente mig end andre klubber har.

Trods skader og et manglende gennembrud er OB-tiden dog også fyldt med mange gode minder for Julius Eskesen. Et af de bedste minder kom i lokalopgøret mod Dalum IF, hvor han med kampens enlige mål var stærkt medvirkende til at sende OB videre i pokaltuneringen i 2017/18 sæsonen:

– Mit mål imod Dalum er en af de fedeste oplevelser i mit liv og det glemmer jeg aldrig. Det er er en af de oplevelser der for mig til stadig at føle mig stribet.

OB Quizzen (1)

OB – 1991

Husker du 1991? Vi skal tilbage til OB's første sæson i den nystartede Superliga. Vær opmærksom på at der kun var 18 kampe i denne sæson. 

817.dk mener: Odense Boldklub bør ikke træne sammen under Corona-krisen

Det har skabt en del opmærksomhed at Odense Boldklub d. 24. marts begyndte at træne i mindre grupper på en lukket bane. Odense kommune har i dag, d. 25. marts, besværliggjort de planer efter at have meddelt at den bane, hvor OB ville have trænet, er ejet af kommunen, og er lukket frem til 13. april.

Divisionsforeningen har i mellemtiden åbnet for, at de danske klubber må træne i grupper med maksimalt otte personer på banen på samme tid.

Så hvis OB kan finde et ikke-kommunalt ejet græsareal står muligheden dem stadig frit for, de indtil nu har mødtes fem spilere og to trænere af gangen. På OB’s egen hjemmeside informerer de således:

– Det er meget vigtigt for alle i OB, at træningen foregår under de anbefalinger og råd, som er givet af vores sundhedsmyndigheder og indenfor de rammer, som Divisionsforeningen har sat op.

Uvisheden i den nuværende situation er stor hos de fleste, men forventningerne er at corona-epidemien fortsat vil udvikle sig og den nuværende lockdown vil fortsætte udover d. 13. april. Lektor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet Christian Wejse, der forsker i infektionssygdomme siger således til videnskab.dk:

– De fleste regner med, at corona-epidemien vil vare tre måneder.

Det betyder at den nationalt vil have toppet og være i udfasning til maj. 817.dk har hverken de taktiske, fysiologiske og/eller sociale forudsætninger til at kunne udtale sig om, hvilken betydning det vil have for OB’s spillertrup at annullere de nuværende fællestræninger og istedet fortsætte selvtræningen i en længere periode.

Det har de færreste fordi at den nuværende situation er uden fortilfælde og vi ikke kender varigheden af den. Vi forholder os udelukkende til signalværdien af OB’s beslutning.

Signalværdi er en meget vigtig ting i denne tid. Der gøres flere ting der ikke findes evidens for, men som sender et signal om at situationen tages alvorligt.

Nyere forskning viser, at vedtagelsen af ny lovgivning ikke i sig selv kan ændre samfundet. I stedet bør den blot opfattes som et signal om, hvor den lovgivende magt ønsker, at samfundet bevæger sig hen.

Superligaholdet i OB bevæger sig lige nu imod de opfordringer der kommer fra de øverste myndigheder og tager ikke et samfundsansvar med deres små fællestræninger.

Så det er nu at OB skal være sin position bevidst, vise samfundssind og lade fodbold være fodbold for en tid, og erkende at det ikke var rettidig omhu at begynde at træne fodbold sammen igen og trække beslutningen tilbage.

Det er den klub vi fra 817.dk’s side ønsker at bakke op om.

Banneret med teksten: Hver for sig – men altid sammen.. er det første der møder læseren, når de besøger hjemmesiden ob.dk

*Artiklen er udelukkende et udtryk for skribentens egen holdning og det har ikke været muligt at komme i kontakt med spillere og cheftræner med udtalelser til de små fællestræninger.

Top 5 – Nordmænd i OB

Vi skal tilbage til 2004 for at finde den første nordmand i OB’s superligatrup. Herefter gik det stærkt og den daværende sportsdirektør Kim Brinks gode relation til den norske FIFA-agent Stig Lillefjord betød, at der i de efterfølgende sæsoner kom endnu flere til. Trods denne top 5, har dog også været svipsere i mellem de norske transfers til den fynske Ådal. Du havde måske lykkeligt glemt at klubben har smidt lønkroner efter Magne Sturød og Mohammed Fellah, mens Bengt Sæternes brede lægge har sat sig bedre fast i hukommelsen end hans evner til at score mål. De brede lægge skulle efter sigende have resulteret i at han ikke kunne få benene ned i OB’s kampsokker, hvorfor de måtte skære dem op i siderne.

Der har i alt været 16 nordmænd i OB siden indeførelsen af Superligaen i 1991. Udover de 11 der bliver nævnt i artiklen, har også Jan Tore Ophaug, Alexander Aas, Alexander Lund Hansen, Håkon Skogseid og Jørgen Skjelvik optrådt for OB.


Vi har rangeret dem efter deres betydning i OB-trøjen og set bort fra hvad de må have præsteret før og efter.

5. Sander Svendsen. 2019 – ? (20 kampe/ 9 mål).

Trods kort tid i klubben har vores 22-årige angriber fra Norge allerede matchet Marcus Pedersen og Mustafa Abdellaoues måltotaler i den stribede trøje. Den blonde angriber startede med manér, da han som indskifter lavede to mål i debuten mod Lyngby. Den præstation blev fulgt op i de efterfølgende kampe, hvorfor han efter fire kampe stod med et scoringssnit på 63 minutter pr. mål. Han har sammen med resten af holdet oplevet et formdyk i løbet af sæsonen, hvorfor han nu i gennemsnit har brugt 152 minutter pr. superligamål, hvilket dog er det fjerbedste blandt de nuværende superligaspillere. Vi håber at tiden i OB-trøjen vil bringe Sander Svendsen endnu højere på denne liste.

4. Morten Fevang 2005-07 (48 kampe / 13 mål).

Den centrale midtbanespiller kom til OB på en fri transfer fra norske Odd Grenland (i dag Odds Ballklub) i 2005. Det endte med at blive et succesrigt skifte for både OB og Morten. Til det relativt pæne målsnit for en midtbanespiller hører med til historien, at han i en periode agerede forreste mand for OB, da de stod uden en konkurrencedygtig angriber i truppen. Trods den tynde konkurrence på angrebspladserne, klarede OB og Morten sig dog fint, og det var netop i denne periode at OB spillede 15 kampe (herunder UEFA-cup) under Bruce Riochs ledelse uden at tabe. Morten Fevang var i løbet af sine to år i klubben med til at sikre OB bronzemedaljer, Royal League-semifinale, UEFA-CUP gruppespil og en pokaltitel. Han ønskede selv at skifte tilbage til Odd Grenland, da de sendte et økonomisk attraktivt tilbud afsted mod OB i sommeren 2007.

3. Atle Roar Håland 2008-11 (113 kampe / 3 mål).

Det var en tung arv den norske midtstopper skulle løfte, da han i vinteren 2008 skiftede til OB. Ulrik Laursen var under stort fanpostyr skiftet til ligarivalerne fra FCK, hvorfor OB var på udkig efter en ny makker til Anders Møller Christensen. Med IK Starts nedrykning fra den bedste norske række, var den boldsikre stopper med en landskamp på CV’et pludselig en mulighed for OB. Han skulle vise sig at være rigtig godt indkøb. Den boldspillene midterforsvarer udgjorde således en vigtig del af en meget stærk fynsk defensiv, da var med til at sikre fynske sølvmedaljer tre år i streg. Der ”Altes” sidste tid i OB-trøjen blev dog plaget af skader, hvorfor talenterne Kasper Larsen og Daniel Høegh kom foran i forsvarskøen. Derudover sendte indkøbet af en anden højt profileret nordmand, Tore Reginiussen, Atle så langt bag køen at han skiftede videre til AGF et halvt år før kontraktudløb med OB.

2. Espen Ruud. 2008-14 (229 kampe / 21 mål).

Lovprisninger fra Morten Fevang, forskerordningen  og uddannelsesmuligheder for kæresten var blot nogle af de ingredienser, der var en del af opskriften på at få den offensive højreback til at vælge OB blandt flere bejlere. De første kampe så han noget usikker ud i sin boldomgang og Lars Olsen skulle samtidig også finde ud af om han ville bruge ham som højre back eller højre midtbane. Det resulterede i blandet første sæson, hvor han fik 19 kampe fra start og 12 som indskifter. Det endte dog med en sølvmedalje og en stamplads. Derefter tog udviklingen for alvor fart, og nordmanden kom foran Thomas Helveg i køen, når der skulle vælges spillere til til den fysnke højreside. Det bemærkede den norske landstræner, der gjorde Espen til en fast del af det norske landshold, hvor han ofte figurerede i startopstillingen. Espens kurve gik kun opad i OB-tiden, hvor antallet af assist og frisparksmål også var støt stigende. Den flotte sparketeknik blev illustreret på fornemste vis, da Espen Ruud i et af sine talrige overlaps lagde bolden over i det lange hjørne i Champions League kvalifikationskampen på udebane mod Pananthiakos. Trods OB-kollektivet dalede i niveau efter de tre sølvsæsoner udviklede Espen Ruud sig stadig. Derfor var planen også at han ville videre til en større adresse end Sønder Boulevard 172 når højrebackens anden kontrakt med OB udløb i 2014. Der var vedholdende rygter om stor interesse fra FCK, mens spilleren selv drømte om Bundesligaen. Med tiden smeltede kærligheden til OB isen i Espens mave og han tog konsekvensen af at have stået uden kontrakt i fire måneder, og vendte tilbage til OB på en halvårig kontrakt. Lidt af et antiklimaks for Espen, der efter det ekstra halve år i OB tog tilbage til Odds Ballklub, hvor han fortsat er aktiv.

1. Sten Grytebust. 2016-19 (83 kampe).

Tidligere har OB sendt en målmand mod Aalesund, hvilket endte i en stor succeshistorie for sidstnævnte part. I 2016 gik målmandsudvekslingen så den anden vej, hvilket også endte i en stor succes. Navnet var Sten Grytebust, der skulle forsøge at løfte OB’s flotte målmandstradition, der ikke var blevet holdt i hævd siden man mistede Roy Caroll i 2011. På et svagt OB-hold var der nok at lave for den adrætte nordmand, der hurtigt gjorde sig bemærket. Med sine præstationer var han med til at løfte OB-holdet, der i den sidste sæson med Sten i målet opnåede den bedste placering siden 2011. Præstationerne for OB blev bemærket i en sådan grad at det lykkedes ham at vinde Tipsbladets Gyldne Bur to år i træk. Kombineret med kampe for det norske landshold tiltrak målmanden sig naturligvis også interesse fra større klubber. Daværende sportsdirektør havde ikke held til at forlænge kontrakten med ham, og derfor måtte OB endnu en gang slippe en profil på fri transfer til F.C. København. Inden han nåede så langt, var han dog med til at sikre at OB-fansene ikke skulle lide den tort at se en tidligere OB-profil i FCK-trøje score foran Richard Møller Nielsen tribunen. Det gjorde han med denne verdensklasseredning.

Om 817.dk

817.dk er en nyheds-, statistik- og debatside om Odense Boldklub (OB), som blev stiftet i 2020. Målet er biddrage med portrætter, skæve statistikker, OB relaterede spilforslag og subjektive spillerbedømmelser. Jeg har ingen ambition om at være først eller størst, men ønsker at bringe de skæve nyheder, portrætter, statistikker og optakter, der ikke bliver dækket af andre OB relaterede medier. Navnet er 817.dk og er en reference til den levende legende Lars Høgh, der opnåede 817 kampe for en og samme klub – OB.

Medier kan citere fra 817.dk, så længe god citatskik følges og at der linkes, hvor citatet er taget fra.

Mit navn er Asser Vittrup Nielsen og ved siden af min ulykkelige forelskelse i OB arbejder jeg som forsker og løber en hulens masse km (oftest i affekt over endnu et skuffende OB-resultat). Jeg er eksil fynbo i København og kan kontaktes på nielsenasserjon@gmail.com og tlf.: 40 38 87 50.

Lars Høgh og Asser Vittrup Nielsen.