U19-træner Kim Engstrøm om akademiet, OB-udtryk og cheftrænerambitioner.

Kim Engstrøm
OB’s succesfulde U19-træner, Kim Engstrøm. (foto: ob.dk)

For første gang i 29 år løb OB i 2020 med det danske mesterskab i U 19-Ligaen. Den foreløbige kulmination på en øget satsning på OB’s akademi. En ansættelse, der for alvor tog fart med ansættelsen af Tonny Hermansen i 2015. I løbet af de sidste fem år er OB’s akademi således gået fra at have fire fuldtidsansatte trænere, til i dag at have elleve fuldtidsansatte trænere. En af dem der er kommet til, er den tidligere ungdomstræner i Vejle, Kim Engstrøm. Han overtog i 2016 cheftrænerposten på U 19-holdet fra netop Tonny Hermansen, der overgik til en rolle som akademichef. Den 41-årige Kim Engstrøm har også bemærket, hvordan akademiet prioriteres af den sportslige ledelse i OB.

– Niels Thorborg er meget interesseret i OB’s talentudvikling. Akademiet har givet overskud i OB de seneste år med salgene af Mathias Jørgensen (New York Red Bulls), Gustav Grube (RB Leipzig) og Andreas Søndergaard (Wolverhampton). Nogle af de største indtægter i OB er kommet fra akademiet. Derfor gik Thorborg også all in, da Christian Vestergaard blev skadet. Tonny Hermansen og Niels Thorborg sad på det tidspunkt på Superligaholdets trænerlejr i Tyrkiet og forhandlede med B 93 om Robin Østrøm som en erstatning. Thorborg spurgte Tonny om det var ham der skulle til, hvis OB skulle blive dansk mester i U 19-ligaen. Det kunne Tonny nikke ja til, hvorefter Thorborg brugte nogle penge som ikke var i budgettet.

Missionen lykkedes og U 19-ligaen havde for første gang siden 2013 en vinder, der ikke var Esbjerg FB eller FC Midtjylland. Toppen af kransekagen skulle have været UEFA Youth League, hvor OB oprindeligt skulle have forsvaret Danmarks ære  sammen med FC Midtjylland i efteråret 2020. Den dessert er ikke taget bord, men bliver i stedet præsenteret i en ny udgave i foråret 2021. Det normale gruppespil i UEFA Youth League er grundet COVID-19 erstattet med et knockout format i foråret.

– Vi er dermed kun 6 kampe fra titlen.

Konstaterede Kim Engstrøm med et glimt i øjet. Hvem OB møder i den første og potentielt også eneste Youth League kamp afgøres ved lodtrækning d. 27. januar. Der trækkes både lod om modstander og hjemmebanefordel. OB kan dog ikke trække alle hold, da den første runde er geografisk opdelt. Derudover blander man først de 32 ungdomsmestre  (f.eks. OB) med Champions League holdenes ungdomshold (f.eks. FCM) i 3 runde af Youth League. Det betyder at OB formentligt kan trække britiske og nordiske U-19 mestre i første runde, hvilket i årets udgave er hold som Rosenborg BK, Hammarby IF eller Glasgow Rangers. Første runde af Youth League afvikles d. 2 eller 3. marts.

At OB i dag står i UEFA Youth League er ifølge Kim Engstrøm resultatet af en langsigtet strategi og en strømlinet indsats.

– Der er en meget tydelig strategi for hvordan vi gør tingene på akademiet fra U12 til U19-holdet. Det er beskrevet ned i mindste detalje på akademiet. Det er så strømlinet, at vi ved hvad vi skal træne mandag, tirsdag, onsdag og faktisk resten af året, når vi starter op igen. Det er en kæmpe fordel for akademiet, og det er sådan man gør i de større klubber – tydelighed.

Hvordan skal en spiller så mere konkret se ud, når han har været igennem OB’s akademi?

– De seks værdier vi vægter højt er: ihærdighed, viljestyrke, energi, robusthed, optimisme og bevidsthed. Vi vil gerne tilbage til de gamle OB-dyder som man så med spillere som Ulrik Moseby og Kim Ziegler. Vi skal udvikle hårdtarbejdende typer som modspillerne slår sig på, have power og udvise vindermentalitet. 

– Den overordnede spillefilosofi er at vi skal være boldbesiddende, med balance mellem at spille possession og direkte. Det er et vidt begreb, da der kan være mange veje til hurtigst muligt at komme op til modstandernes mål. Vi skal kunne tage temperaturen på kampen, og når vi spiller possession, så skal det være på modstanderens banehalvdel og ikke imellem vores midtstoppere. Jeg synes at Frøkjær er et godt eksempel på en spiller, der kan spille possession højt på modstandernes banehalvdel. 

Hvordan er det at arbejde så detaljeret ud fra et strategisk perspektiv, når det, udefra set, kan være svært at få øje på en tydelig strategi for superligaholdet?

– Jeg synes vi undervejs i sidste 4 år er kommet endnu tættere på hinanden med akademiet og superligaholdet ift. hvem der skulle træne op af. Os på akademiet vi koncentrerer os om vores egen butik og sørger for, at det fungerer. Vi blander os ikke i, hvordan man gør det på superligaholdet, men jo mere sparring og samarbejde, vi har, jo bedre. Det siger sig selv.

– Vi har en fin dialog med trænerteamet og ser gerne mange af vores unge rykke på. Det er jo en del af strategien. Det er vigtigt, at spillerne har en god overgang til førsteholdet, og derfor er det også godt, at vi har en transitionstræner, der kan hjælpe de unge med at finde sig til rette når de er i superligatruppen.

– Jeg er helt sikkert på at OB går en rigtig god fremtid i møde, hvor vi som klub kommer til at rykke os endnu mere i fremtiden.

Hvad har du så et håb for en kommende cheftræner for OB’s Superligahold?

– Jeg er slet ikke med i processen med at ansætte en ny cheftræner, så det vil jeg lade andre om. Jeg håber, at vi også med den nye træner får et godt samarbejde, så førsteholdet og akademiet kan få et godt samspil. Det er yderst vigtigt, at vores unge spillere får ind under huden, at man med hårdt og dedikeret arbejde kan spille sig op på øverste hylde eller får muligheden for et udlandseventyr.

– Jeg håber selvfølgelig, at mange af vores spillere får chancen, men det kræver jo også, at jeg gør mit arbejde godt nok, så de er klar til at tage springet. Hvis vi udvikler spillerne godt nok på akademiet, så er jeg slet ikke i tvivl om at de nok i fremtiden skal få succes på OB´s superligahold.

– Hvis man kigger på Brøndbys succes lige nu, så var Jesper Lindstrøm ikke bedre end Frøkjær som U19. Han har ramt Brøndby på det rigtige tidspunkt, og fået muligheden igen og igen og igen. Det handler om tro og tillid, det tror jeg på.

Har du selv ambitioner om at blive cheftræner på seniorniveau?

– Hvis jeg skal være førsteholdtræner for et seniorhold, så skal det være i top 24 i Danmark. Dvs. Superliga eller 1. division, så der er fuldtidsprofessionalisme. Jeg har været U 19-træner i 10-11 år. Jeg har spillet et hav af kampe mod Peter Feher, Brian Riemer, Claus Nørgaard og Kenneth Andersen, og det har forfriskende at se nogle af dem sammen med Jacob Friis som trænere i Superligaen. Kunne jeg tænke mig det? Ja, for jeg har noget at bidrage med. Jeg er bevidst om at taber du 10 kampe i Superligaen, så har du ikke kamp nr. 11 modsat U19,  men jeg er ikke træner for sikkerhedens skyld.

Så hvis OB spurgte dig om du ville være cheftræner for Superligaholdet til sommer, ville du sige ja?

– Jeg vil først og fremmest sige, at jeg er meget glad for at være U19-træner i OB. Det er et fantastisk job med nogle lige så fantastiske kolleger, og jeg nyder arbejdet i Ådalen med spillerne (red: Kim Engstrøm har kontraktudløb som U19-træner for OB til sommer). Men selvfølgelig har jeg ambitioner, og det vil jo være øverste hylde, man så vil gå efter, som jeg sagde tidligere. På et tidspunkt var jeg lidt træt af de trænere der gik i ring. Jeg synes det var befriende, da Jacob Friis og Kenneth Andersen fik superligajobs og man tog nogle nye navne ind. Jeg har ingen kommentarer til cheftrænerjobbet i OB, da det er et hypotetisk spørgsmål. Jeg er sikker på, at dem, der har ansvaret for at skulle ansætte den kommende træner har helt styr på det.

OB’s trænerkandidater

Når superligasæsonen 20/21 bliver til 21/22 bliver det med en ny mand i cheftrænersædet i OB. Det kunne klubben melde ud i dag, da det stod klart at Jakob Michelsens nuværende kontrakt ikke ville blive forlænget. Således kan spekulationerne om hvem der skal overtage cheftrænerposten i Ådalen begynde. I forlængelse af de indikationer 817 har observeret, følger her vores bud på hvem der potentielt kunne være inde i overvejelserne som ny cheftræner i OB.

De indikationer vi har fået indtil nu baserer sig på de trænerrygter, der har nået medierne. Det vil sige Jacob Neestrup, Jess Thorup, Brian Riemer og Jens Gustafson. Det er et felt der spænder bredt, hvorfor det på baggrund af de fire navne er svært at kategorisere en kommende cheftræner. Fælles er dog at det er nordiske navne, hvorfor det må fodmodes at det er disse nationaliteter OB primært kigger efter. Derudover synes stor cheftrænererfaring ikke at være et ultimatum.

Dertil kan lægges sportschef Michael Hemmingsens udtalelse om at “OB skal arbejde hårdere” og klubbens officielle pressemeddelelse, hvori der om ønsket til en ny cheftræner står skrevet “en trænerprofil, der kan skabe mere stabilitet og bedre resultater”.

Derudover er det et krav at have pro-træner licens for at kunne træner et hold i Superligaen. Den regel kan der dispenseres for midlertidigt, men har betydet at 817 har fundet inspiration til danske kandidater blandt dem, der allerede har opnået p-licens.

På den baggrund har 817 fundet frem til følgende kandidater.

Niels Frederiksen

Det taler for:

Intet tyder på at Brøndby ønsker at forlænge med deres nuværende træner, hvorfor han står uden kontrakt til sommer. Er fynbo og har leveret stabile resultater for Brøndby. Medmindre en udenlandsk klub kommer på banen, så virker OB som den “bedste/mindst dårlige” tilgængelige mulighed for Niels Frederiksen i Danmark.

Det taler i mod:

OB vil være et karrieremæssigt skridt ned af for Frederiksen. Arbejdet vil være meget forskelligt fra det i Brøndby, hvor han havde en tydelig strategi at skulle eksekvere ud fra og kunne måles op imod.

Bo Henriksen

Det taler for:

Bo Henriksen og Michael Hemmingsen er tidligere holdkammerater. Bo er ledig på markedet. Passer perfekt til Hemmingsens ønske om at OB skal være endnu mere hårdtarbejdende. Vil være et skridt op for Bo Henriksen at blive OB træner.

Det taler imod:

Bo Henriksen har selv bekendtgjort at han ikke kan forestille sig et comeback som cheftræner. Er privat ven med Jakob Michelsen, hvilket formentlig har givet ham et dybere indblik i nogle af de udfordringer der følger med et cheftrænerjob i OB, herunder manglende afstemning mellem budget og målsætning.

Brian Riemer

Det taler for:

Brentfords assistenttræner var ifølge 817s kilder ikke afvisende første gang han hørte om interessen fra OB. God mulighed for at lande et flot første job som cheftræner for en mand, der på nær få kampe for Hvidovre, foreløbigt har ernæret sig som ungdoms- og assistenttræner.

Det taler imod:

Hvis interessen havde været stor nok fra Brian Riemers side, så var partnerne nok allerede nået til enighed, da OB første gang hev fat i ham. Derudover ligger Brentford lige nu på en direkte oprykningsplads til Premier League, hvilket også må øge motivationen til at blive i klubben.

Ole Tobiasen

Det taler for:

Hvis Brian Riemer hare været i spil, så kan der skydes med spredhagl. Dette indlægs bud på “The Odd One” er 45-årige Ole Tobiasen, der til daglig træner Almere i den næstbedste hollandske række. Det gør han i øjeblikket så godt, at holdet ligger til oprykning. Han har P-træner licens og et ønske om at træne på højeste hylde – også gerne i superligaen. Han står for noget af den fysisk betonede spillestil Michael Hemmingsen efterspørger mere af, og er bl.a. meget inspireret af Atletico Madrids udtryk. Han har derudover kontraktudløb til sommer.

Det taler i mod:

Meget afhænger af Almeres forår. Hvis de rykker op, så bliver det sandsynligvis til en forlængelse. Og en cheftrænerpost i Æresdivisionen må være at foretrække over Superligaen.

Poya Asbaghi

Det taler for:

OB har angiveligt udvist interesse for IFK Nörrkopings tidligere mestertræner Jens Gustafson. Hvis han fortsat var aktuel, så ville det have været sandsynligt at han var blevet præsenteret med det samme det stod klart at OB og Michelsen ikke ville forlænge, da han står uden kontrakt. Men det viser at OB også skæver til de nordiske lande i jagten på en ny cheftræner. Et af de varmeste trænertalenter (hvis man fortsat kan kalde ham det) på den nordiske trænerscene er svensk-iranske Poya Asbaghi på 35 år. Han har trods sin unge alder allerede stået i spidsen Dalkurd, Gefle og IFK Göteborg, samt fået tilbuddet fra Barnsley. Han afslog dog sidstnævnte. Derudover er han blevet pokalvinder og nomineret til årets træner i Sverige i 2019. Deler agent med Sander Svendsen, hvorfor der er en forbindelse til OB.

Det taler imod:

Er netop startet som svensk U-21 landstræner. Det vil formentlig brænde nogle broer til det svenske fodboldforbund, hvis han efter et halvt år takker ja til en middelmådig klub fra Danmark. Omvendt er Sverige ikke kvalificeret til det kommende U-21 EM, mens landstrænerjobbet måske også har været en midlertidig løsning for ham efter fyringen i Göteborg.

Boblere: Mike Tullberg, Michael Silberbauer, Mikael Stahre, Jens Gustafson.

Michael Hemmingsen får nok at se til i det næste halve år, hvor sportschefen skal finde manden, der kan løfte OB’s præstationer. (foto: ob.dk)

“Fuld opbakning fra spillertruppen til Jakob Michelsen”

Efter efterårssæsonens sidste kamp mod FC København stod der kun en obligatorisk coranatest og en fællesbrunch mellem OB’s spillertrup og juleferien. Den normale afslutningsfest for spillertruppen var på 2020 manér blevet degraderet til “nogle-øl-hjem-i-bussen-til-fyn”.

Hvor mange øl OB’s spilletrup ville og kunne nå at drikke på en bustur fra København til Odense står udenfor denne artikel. For inden de nåede så langt, fangede vi holdets viceanfører, Jeppe Tverskov (JT), til et tilbageblik på efterårssæsonen, samt en snak om den aktuelle trænersituation i den fynske ådal.

817: 16 point i 13 kampe og en 9. plads. Hvordan vil du vurdere OB’s efterår?

JT: Taget de seneste kampe i betragtning (red: 1-1 mod hhv. FCK og FCM, samt 2-1 sejr over AaB) er det vel okay. Men generelt har vi et mål om top 6, så det er ikke helt tilfredstillende, men vi samtidig ikke tabt top 6.

817: Hvad med dit eget efterår?

JT: Lidt af det samme, da man kommer til at stå i skyggen af hvad holdet præsterer. Det er klart at den skade jeg fik mod Randers gjorde, at de sidste kampe blev noget bøvl for mig. Men sådan er det at spille fodbold. Der får man nogle muskelskader indimellem.

Netop muskelskaden mod Randers i 10. runde gjorde at han sad uden for truppen mod AaB, var med på bænken mod FCM og fik den sidste halve time mod FCK. Det var helt efter planen, da efterveerne fra muskelskaden betød at han ikke var i stand til at spille mere end 30-45 minutter mod FCK.

Én der måske ikke får 30-45 minutter mere for OB er cheftræner Jakob Michelsen. I hvert fald hvis man skal tro dele af den danske presse. Således fyldte trænerspøgsmålene og interessen for Jakob Michelsen mest i Mixed Zone i danmarks nationalarena i minutterne efter slutfløjtet i FCK-OB.

Om fællesbrunchen dagen efter FCK-kampen vil ende som Michelsens sidste nadver vil et møde med sportchef i OB, Michael Hemmingsen, d. 5 januar afgøre. Vi spurgte Michelsens tro discipel , Jeppe Tverskov, ind til hvor meget de mange trænerspekulationer i medierne fyldte for truppen.

JT: det er svært at undgå at høre noget, så nyhederne har da ramt os. Men vi kan som spillere hverken gøre til eller fra. Jeg kan kun sige at der er fuld opbakning til Jakob Michelsen fra spillertruppen, og det synes jeg også man har kunnet se på banen. Vi går ind og gør de ting han siger.

Viceanfører Jeppe Tverskov med tilbageblik på eget, samt OB’s efterår (foto: Asser Vittrup Nielsen)

FCK-OB (nedtakt)

OB fightede godt, da de endnu en gang formåede at hive et overraskende point hjem ude mod FC København. Der skulle dog et par flotte redninger fra Oliver Christensen. Lidt karakterer og pointer fra kampen.

Pluslisten

– Gav få store chancer væk til FCK

– Flot fight

– Emmanuel Sabbis udfordringer

– Oliver Christensen mod to topklasse redninger

– Ayo Simon Okusun trådte virkelig i karakter mod en god modstander

Minuslisten

– Fik aldrig udfordret FCK i hovedspillet

– Får sjældent afsluttet angrebene

– Der kommer for få gode indlæg fra OB’s backs

– Mangler ofte mænd i feltet, når OB slår indlæg i åbent spil

Karakterer

Oliver Christensen 10

To redninger af i høj, høj klasse i Danmarks nationalarena. Fantastisk reaktionsevne på FCK-afslutningen i første halvleg, samt en stærk arm på skudforsøg i anden halvleg. Prisgivet ved FCK-målet. Fik bokset fint væk på FCK-dødbolde. Derudover havde han en meget flot lang aflevering til Jebali, hvilket ikke altid lykkes for ham.

Oliver Lund 4

Det var op og ned for OB’s altmuligmand. Offensivt er det oftest ned. Tager stort ansvar og udfordrer en del, selvom handling oftest ikke følger tanke. Mangler simpelthen kvalitet til at blive en rigtig farlig fra kanten. Omvendt var han en stor gevinst i OB’s defensiv, hvor han vandt mange hovedstodsdueller, samt kæmpede en vis legemsdel ud af bukserne.

Ryan Johnson Laursen 2

Bidrog med meget lidt til OB’s mandskab mod FCK. Offensivt tog han ikke samme initiativ som Oliver Lund på den modsatte back, mens han defensivt så skidt ud ved FCK’s føringsmål. Røg alt for nemt på Kaufmanns skudfinte, hvorefter at han uprovokeret kunne lægge op til Pep Biels føringsmål.

Kasper Larsen 4

Jævn præstation af OB’s ene midtstopper, der blev overmatchet i en hovedstodsduel i det lille felt i første halvleg, hvor det kun var en god refleks af OC på stregen der gjorde at OB ikke kom bagud. Derudover spiller han en fin kamp uden dog at blive udfordret.

Marco Lund 4

OB’s kompromisløse midtstopper underbyggede sit ry i kampens indledning, hvor han gik hårdt til Jens Stage, da han kom lidt for sent i tackling. De risikobetonede tacklinger endte da også i et gult kort i anden halvleg, mens han også havde et par uheldige afleveringer i opspillet. Trods udfordringer bidrog han dog også med god fight, succesfulde tacklinger og flere vundne hovedstødsdueller.

Janus Drachmann 7

Han var forudseende, disciplineret og en sikker pasningsspil i den gode time han fik mod FCK. Minder til tider om den tidligere OB’er Nicolai Stockholm, som man oftest lagde mest mærke til, når han ikke var med. På samme måde virker Janus Drachmann til at have en stor impact på dette OB-hold, både verbalt og i selve spillet. Flot kamp, så længe han kunne holde til det.

Ayo Simon Okusun 10

Hvis det er mod de bedste at man definerer sig selv, så var dagens kamp en lakmus test for OB’s 1,97 cm høje midtbane spiller. Og den bestod han. Med andre ord så man mod FCK at Okusun er en af de spillere, der ikke bare er for god til Horsens, men som OB også kan bygge videre på, hvis man vil blive et top 6 hold. Han var rolig på bolden, overlegen i hovedspillet og med i begge felter mod FCK. Eneste minus var at han lå lidt for langt fra Pep Biel ved hans scoring.

Troels Kløve 4

Scoringen trak op, men onde tunger vil vove at påstå at selv Darko Bodul havde scoret på den chance. For derudover var der ikke meget der lykkedes for Kløve i det offensive spil. Han løb ofte ind i en modspiller eller afleverede forkert.

Emmanuel Sabbi 10

1-1 ude mod FCK er i 2020 et særdeles flot resultat for OB. En meget stor del af OB’s offensive trussel kom fra Sabbi, der for en sjældens gang skyld fik fuld spilletid for OB. Skaber næsten på egen hånd chancen, der fører til 1-1 målet. I første halvleg var han også meget energisk og opportunistisk i sit spil. Det hele lykkedes ikke, men kom både til afslutning og fik fremprovokeret hjørnespark. Læg dertil et kæmpe løbearbejde.

Issam Jebali 4

Havde det svært, når han kom tæt på FCK’s mål. Om han havde fået de forkerte knopper under støvlerne eller det bare var dårligt timing skal jeg lade være usagt. Men resultatet var at han ofte ikke fik slutprodukt på sine offensive aktioner. Var dog stadig arbejdsom og søgte indimellem ned i banen og vandt ved en lejlighed bolden til OB i sit presspil.

Moses Opondo 4

Det var op og ned for Opondo mod FCK. Var ved flere lejligheder ved at komme til afslutning, men fik dem blokeret af FCK defensiven. Stort løbepensum, men bidrog med for lidt i det chanceskabende spil.

SUPERLIGAQUIZZEN (9)

Superliga 2010/11