Målmandstræner i OB: HC er frygtløs

- Jeg er lykkelig!
Hans Christian Bernat spillede en flot kamp, da OB besejrede Lyngby BK (foto: ob.dk)

I kampen mellem OB og SønderjyskE den 18. april fik Oliver Christensen en muskelskade i sit højre lår, da han skulle sparke bolden ud af eget felt. OB’s normale førstevalg i målet er tilbage på træningsbanen igen, og forventes som minimum klar til den forestående U21-kvartfinale Danmark står overfor. Omvendt har skaden også betydet, at OB’s reservemålmænd, 27-årige Sayobe Mandé og 20-årige Hans Christian Bernat, har skullet kæmpe om den ledige plads i OB’s mål.

Sidstnævnte har vogtet målet i tre kampe, hvor han efter første halvleg mod AC Horsens måtte lade sig udskifte med en mindre skade, mens han i den forrige runde omvendt blev skiftet ind til 2. halvleg, da Sayouba Mandé havde det mindre godt. I denne superligasæson har Hans Christian Bernat lukket to mål ind på 180 minutter, mens Mandé har lukket otte mål ind på 495 minutter (lukker i gennemsnit et mål ind pr. 62. minut). 

817 har talt med OB’s målmandstræner Lars Bjerring om de to målmænd.

– Sayouba Mandé har en utrolig vigtig rolle i OB. Man skal ikke være i tvivl om at han er en utrolig ambitiøs målmand, bare fordi han tilsidesætter sig selv og ikke råber højt, når han ikke spiller. Han har spillet 150 kampe i Eliteserien, så at være reservemålmand i OB var selvfølgelig ikke det forløb han havde ønsket sig, da han kom hertil.

– Vi har hele tiden haft en plan for Mandé, uanset hvad han er blevet sat overfor. Når han ikke har spillet, så har vi udnyttet det til at træne ham endnu hårdere. Det gør at han har rykket sig meget gennem træningen.

OB’s målmænd behøver ikke at være ens. Klubben og Lars Bjerring vil gerne udvikle dem individuelt, så de fortsat kan forbedre de spidskompetencer de allerede er i besiddelse af. Som udgangspunkt ønsker klubben dog store målmænd med en stor rækkevidde, og som besidder X-faktor, der kan udmønte sig i kampafgørende aktioner og redninger (Sayoube Mandé er 193 cm og Hans Christian Bernat er 192 cm). De skal samtidig have nogle gode tekniske basisfærdigheder og kunne spille bolden ud med både højre og venstre fod. Derudover skal de have modet til at gå ud i feltet.

Typemæssigt skiller Mandé sig da også lidt ud fra de to andre målmænd i superligatruppen.

– Han er lidt mere muskuløs end de to andre målmænd. Så er han en meget eksplosiv type, der med sin frygtløse ageren springer ud i fødderne på angriberne.

Foruden ovenstående karaktertræk, så gjorde den ivorianske målmand sig også meget bemærket i 2-3 nederlaget mod AaB, hvor han formåede at redde to straffespark i samme kamp. I tillæg hertil redede Oliver Christensen tidligere på sæsonen et straffespark mod FC Midtjylland, hvorfor OB kan bryste sig af at have reddet de tre straffespark de har begået i indeværende sæson. Vi spurgte målmandstræneren, hvem der har de største aktier i den iøjnefaldende statistik.

– Jeg vil være meget varsom med at tage æren for det. Det er en kombination af mange faktorer, der gør, at vores målmænd redder straffespark. Vi er altid forberedte på hvem der kan komme til at sparke straffespark for modstanderholdene. Så ser vi klip med dem, og specielt deres seneste spark. Så ved vi lidt om sandsynligheden for, hvorvidt de sparker til højre eller venstre, samt studerer deres forberedelse til sparket, som har betydning for hvor bolden ender. Jeg giver dem mine input, men jeg kommer aldrig til at fortælle dem, hvad de skal gøre på det enkelte spark. Det er udelukkende målmændenes egen fortjeneste.

Den eneste målmand i Superligatruppen, der endnu ikke har reddet et straffespark i denne sæson er Hans Christian Bernat. Han er lovligt undskyldt, da der endnu ikke er blevet sparket straffespark på ham i de tre kampe han foreløbigt har spillet.

– HC er som målmand frygtløs og har en enorm fysik, som han er blevet bedre og bedre til at bringe i spil; både ved afslutninger tæt under mål og ved afslutninger fra distancen. Særligt hans reaktioner tæt under mål er på et virkelig højt niveau. 

Det kunne muligvis være blevet til endnu flere minutter, da han så ud til at have overhalet Sayouba Mandé i det fynske målmandshieraki. Men i den første kamp efter Oliver Christensens skade, måtte målmandstalentet fra Morud lade sig udskifte i pausen af kampen mod AC Horsens, da han selv blev ramt af en mindre skade.

– Det er i sidste ende cheftræneren, der bestemmer, hvem der står, så da HC fik pladsen mod Horsens, var det fordi, at han var bedst på det tidspunkt. Det har i OB intet med alder eller andet at gøre. Han har bare arbejdet sindssygt hårdt for at nå hertil, så derfor gjorde det også ondt på alle, da han måtte udgå.

Er det bæredygtigt med tre så dygtige målmænd i truppen?

– Jeg tror meget på, at hvis man er i et kompetitivt miljø, så vænner man sig også til det pres, der er i kampene, fordi man skal præstere hver eneste dag. Vi skal have mere end en rigtig dygtig målmand i truppen, og som jeg har sagt tidligere, så har Mandé og HC en rigtig stor andel i Oliver Christensens succes, da de presser ham så meget i det daglige.

Hvad enten Oliver Christensen, Mandé eller HC har vogtet det fynske bur, vækker deres målspark oftest debat på de sociale medier. Vi fik Lars Bjerring til at sætte et par ord målmændenes kvaliteter med fødderne.

– Statistik på afspil fra målmanden er en svær størrelse, da man ofte ender med at kigge på, om man rammer en medspiller eller ej, og ofte er der mange andre faktorer, som spiller ind. Bolden kan egentlig være fin og i det rigtige område, men angriberen taber dueller og omvendt kan en håbløst sparket bold ende ved en fejl til angriberen og så tæller den som succes.

– Alle vores målmænd er dygtige med fødderne, og har et højt niveau når vi er på træningsbanen. Selvfølgelig lagde jeg da også mærke til HC’s afspil i første halvleg mod AC Horsens, men det er altså bare noget andet at skulle sparke i kamp, når presset er et helt andet end på træningsbanen.

-Med til historien hører også at der med trænerskiftet kom en ny tilgang til målsparkene, hvor målmændene skulle sætte bolden i spil højere oppe på banen.

– Men vores målmænd skal kunne løse alle opgaver, så vi kan variere afspillet. Når vi møder et hold som FCK giver det f.eks. ikke altid mening med lange bolde, da de har nogle dygtige midtstoppere i luftspillet.

– Oliver Christensen har udviklet sit spil med fødderne meget, men nu er han bare røget i en kasse, hvor flere mener at han er udfordret i spillet med fødderne. Hvis der er noget jeg ikke bryder mig om, så er det at putte folk i kasser, da det er hæmmende for deres udvikling. Oliver har i mine øjne overhalet andre målmænd i spillet med fødderne, men de har bare en historie med sig, som gør at folk opfatter dem som værende bedre med fødderne. Vi bruger dog det meste at vores tid på at analysere spillet med fødderne ud fra klubbens spillestil, og de parametre vi har sat op. samt udviklingen for den enkelte målmand

Og apropos bekymringer, så venter der en U21-kvartfinale for OB’s normale førstemålmand, hvis han når at blive klar. Han er tilbage på træningsbanen igen, og det hele tegner lyst for Oliver Christensen på skadesfronten igen. Vi spurgte Lars Bjerring lidt ind til, hvordan skaden har påvirket målmanden mentalt.

– Han har haft skader før, og han er rigtig dygtig til hurtigt at tage et nyt udgangspunkt. Timingen er selvfølgelig uheldig, men det kunne også have været en korsbåndsskade. Oliver er meget målrettet og fokuserer på det han kan gøre noget ved. Han har hele tiden snuden i sporet, så han kan udvikle sig uden at blive distraheret af alle mulige bekymringer.

Odense Kommune: Pæn, grøn græsplæne til OB-Vejle

Banen på Nature Energy Park har været genstand for en del kritik i 2021. En tidlig sæsonstart, kombineret med snevejr til to af OB’s fire hjemmekampe i februar, skabte dårlige forudsætninger for et grønt græstæppe til OB’s hjemmekampe i foråret.

I marts blev der tilgengæld kun spillet en enkelt superligakamp på Nature Energy Park, hvorfor der er grund til at tro på bedre baneforhold til fredagens superligakamp mellem OB og Vejle. Odense Kommune er ansvarlige for banen på Nature Energy Park, og chef for Fritid og Folkeoplysning i Odense Kommune, Rune Bille, er da også positiv forud for OB’s første hjemmekamp siden 14. marts.

– I forhold til banens standard i februar er vi nu oppe at køre igen. Vi er dog en lille smule bagud ift. at temperaturen ikke så høj som den plejer at være på denne tid af året, men det er blevet en pæn, grøn græsplæne.

En omdiskuteret græsplæne, der i øvrigt snart må lade livet.

– D. 24. maj hiver vi vækstlag og græsset af banen, og laver et nyt vækstlag og græsplæne, der står klar, når OB tager hul på den nye sæson i juli, udtaler Rune Bille til 817.

Det har blandt OB-fans været diskuteret hvorfor OB og Odense Kommune har valgt at gå med en regulær græsplæne og ikke en hybridbane, som man har set det andre steder i Superligaen.

– Stadion skal forhåbentlig renoveres indenfor en overskuelig fremtid, hvorfor det ville være dyrt at ødelægge en ny hybridbane, oplyser OB til 817.

Nature Energy Parks græs, eller mangel på samme, har været genstand for en del debat i 2021. Nu er der lysere tider på vej. Billedet er fra 2020. (foto: Græsekspert, Simon Voetmann).

OB U19 status med Kim Engstrøm

OB’s forsvarende U19-danmarksmestre kunne lørdag tage hul på forårssæsonen ude mod Brøndby IF. En forårspræmiere der har ladet vente på sig grundet Corona-restriktionerne. Der har dog ikke været stille angående klubbens U19-mandskab henover vinterpausen. Et kort oprids af de største nyheder er forlængelsen med U19-træner Kim Engstrøm til 2024, et aflyst UEFA Youth League, samt et omtalt skifte, hvor angriberen Valdemar Kwasniak byttede OB’s stribede trøje ud med Brøndbys gule trøje.

I forhold til sidstnævnte nyhed fik han ophævet sin kontrakt med OB, da de to parter ikke kunne blive enige om en forlængelse, og OB ikke kunne stille garanti for Superligafodbold. Da en forlængelse ikke længere var en mulighed, var der ingen perspektiver i at holde ham i klubben kontrakten ud, og OB med stor sandsynlighed ikke ville benytte sig af ham i foråret. Derfor kunne han i stedet skrive en 2-årig ungdomskontrakt med Brøndby, der dog heller ikke har garanteret ham spilletid på Superligaholdet. I forbindelse med skiftet til Brøndby kunne man via Tipsbladet.dk få fornemmelsen af at Brøndby havde snuppet ham i OB, men den virkelige historie er nok nærmere en afvejning fra OB’s side af at man ikke kan få alle igennem systemet, og man lige nu har en større tro på andre akademispillere som f.eks. Jakob Breum, og derfor ikke ville strække sig alt for langt økonomisk for at holde på Valdemar Kwasniak.

Det er for i øvrigt ikke et særsyn at se en spiller skifte fra OB’s akademi til Brøndbys ungdomsafdeling i disse år. Således har det også været tilfældet med Andreas Eriksen (Christian Eriksens fætter), der efter tiden i OB og Brøndby’s ungdomsafdeling nu er at finde på SønderjyskE’s U19-hold, mens Anton Bisgaard også tog skiftet fra OB U19 til Brøndby U19, men i dag spiller i Tarup-Paarup.

Om det var et sportsligt skridt op eller ned for Valdemar Kwasiniak kunne OB U19’s forårspræmiere give en indikation af. Her tog nr. 10 i U19-ligaen fra Brøndby imod OB, der var placeret på en 6. plads inden dagens kamp. Foruden afgangen af Valdemar Kwasiniak, så er OB’s U19 topscorer i denne og forrige sæson, Rasmus Nissen, også gledet ud af kamptruppen henover vinterpausen. Det skyldes at der kun må benyttes to ældre kontraktspillere på U19-holdet i hver kamp. I forårsåbneren mod Brøndby var det anfører Tarik Ibrahimagic og midterforsvareren Christian Vestergaard, der satte sig på de to pladser. Derudover har OB U19 også sagt på gensyn til midterforsvaren Daniel Obbekjær, der har ladet sig udleje til SPAL Primavera mandskab for det næste halve år.

Det betød at en del ændringer i startopstillingen til kampen mod Brøndby ift. efterårets sidste kamp mod Silkeborg i U19 ligaen. OB stillede op i en 3-5-2 (med bold) / 5-3-2 (uden bold):

Magnus Nielsen (16) – Mathias Brems (19), Christian Vestergaard (19), Jonathan Khemdee (18), Robin Østrøm (18), Lasse Skøtt (19) – Anton Stage (19), TarikIbrahimagic (19), Max Ejdum (17) – Simon Skøtt (19), Luca Kjerrumgaard (18)

En formation der kan variere for OB’s U19-hold, når man tager et kig over hele den igangværende sæson. 817 spurgte U19-træner Kim Engstrøm hvad der definerer OB U19’s startformation.

Det afhænger til dels af hvem der er til rådighed. Det er klart når vi har tre så gode stoppere som vi har i dag (red.: Østrøm, Khemdee og Vestergaard), og som alle tre har været inde omkring førsteholdet, så synes vi det giver mest mening at spille med de tre. Men vi kommer også til at veksle fremover, fordi vi har en tanke om at Robin Østrøm godt kan komme til at spille 6’er på et tidspunkt. Så det kan godt være at vi kommer til at udfordre ham lidt, og så i stedet gå over til en 4-mands bagkæde i nogle kampe.

Undervejs i kampen i dag er det også fleksibelt ift. at Lasse Skøtt er mere offensiv end Mathias Brems (red.: hhv. højre og venstre back), så nogle gange ligner det måske mere 4-4-2. Vi vil gerne at have at Lasse går lidt højere i presset, så vi laver en skævvridning af holdet.

OB endte med en 2-1 sejr mod Brøndby efter to forskellige halvlege, hvor den første var chancerig og gav tre mål, mens den anden blev mere fysisk betonet og ikke resulterede i yderligere mål. Kim Engstrøm opsummerede kampen således:

– I første halvleg lykkedes vi med det vi rigtig gerne ville. Vi vidste at Brøndby ville få skævvredet deres holdt lidt, hvor deres venstre back ville trække meget ind i banen, hvilket kunne give os en masse rum til at løbe den anden vej. Så vi vidste at vi kunne straffe dem på omstillinger. Så vi ville egentlig gerne acceptere at de havde bolden og så kunne vi løbe nogle omstillinger. Det var også den måde at Luca lavede det andet mål på. Vi burde egentlig have lavet lidt flere mål i første halvleg. Deres mål (red.: af den tidligere OB’er Valdemar Kwasniak) sidst i første halvleg gav dem noget momentum de tog med til 2. halvleg.

I anden halvleg blev for meget “at krige den hjem”. Vi glemte at holde fast i bolden. Det var fint at vinde, men anden halvleg blev mere forsvaret hjem. Vi gav dog ingen store chancer væk.

817 bemærkede at der var udskiftning på målmandsposten, hvor den normale U19-keeper Marcus Alstrup ikke var med fra start i dag, hvilket havde givet plads til 16-årige Magnus Nielsen.

Ja, Marcus har været ude med en skade og var først fuldt med igen for fjorten dage siden. I dag gjorde Magnus det rigtig godt, og han viser at vi også i ham har en rigtig dygtig målmand. Vi vil gerne have et kompetitivt miljø, så der altid er konkurrence imellem dem og vi så kan vurdere hvem der kommer til at stå kampene ud fra træning og dagsform.

Er der nogle spillere udover de to målscorere, Luca Kjerrumgaard og Simon Skøtt, du vil fremhæve for deres præstation i dag?

– Jeg synes Tarik bandt vores hold godt sammen. Man kunne godt se at han tog lidt ekstra ro på bolden og traf den rigtige beslutning for holdet, når det var nødvendigt. De to målscorere arbejdede sindssygt hårdt i første halvleg, og så havde vi Max Ejdum fra U17 med for første gang, som også har trænet med de to sidste måneder, og gjorde det rigtig fint i dag. Men alt i alt var det holdet der vandt den i hjem.

Med sejren over Brøndby rykkede OB op på en foreløbig 4. plads i U19-ligaen.

OB lagde fra land i foråret med en 2-1 sejr ude over Brøndby IF i U19-ligaen. (foto: Asser Vittrup Nielsen).

OB-debutant om spillestil, tacklinger og drømme

I pokalkampen mod FC Midtjylland kunne OB’s akademi spiller, Jonathan Khemdee, debutere i det fynske midterforsvar. Trods 3-0 nederlaget, var der mange positive ord at hente for debutanten med de thailandske rødder.

– Jeg fik ros af både trænere og medspillere, der sagde tillykke med debuten. I OB får debutanter en lille tale fra træneren i omklædningsrummet, hvorefter holdkammeraterne klapper en af.  

Kan du prøve at sætte lidt ord på dig selv som spiller?

– Jeg er en hård spiller, der er duelstærk og rigtig god i hovedspillet. Det er faktisk mange af de ting vi lærer på akademiet.

Og netop din hårdhed fik flere iagttagere øjnene op for, da du i først halvleg gik ned i en to-fodstackling på Mikael Anderson. Hvordan oplevede du selv den tackling?

Det var som sagt en to-fodstackling, hvor jeg rammer bolden rent. Jeg får selvfølgelig et kort, hvis jeg ikke rammer bolden, men det gjorde jeg og jeg er rigtig tilfreds med tacklingen i dag.

Hvad er ambitionerne på den korte bane?

Det giver selvfølgelig mod på mere, men vores (red: U19-holdets) sæson går i gang næste uge, og det er det jeg tænker på. Jeg fokuserer på at arbejde hårdt hver eneste dag, og så tror jeg også nok at jeg skal komme med omkring superligaholdet fremover.

Og ambitionerne på den lidt længere bane?

– At nå så langt jeg kan. Drømmen er Premier League, så hvis jeg en dag kan få et skifte til Championsship vil det være et godt skridt.

Det vakte opsigt blandt flere, da Robin Østrøm tog bussen til en Superligakamp. Hvordan transporterer du dig fra Svendborg til Odense?

– Det er ikke så eksklusivt. Jeg tager både tog og bus, men ellers låner jeg oftest min farmors bil.

Nu har OB-fansene desværre ikke mulighed for at interagere med dig på stadion. Er der noget du gerne vil sige til dem?

– Jeg vil gerne takke dem for al støtten. Jeg har fået en masse fine ord og forskellige videoer på de sociale medier. Det har udelukkende været positivt og jeg blev meget glad for det.

Toårig kontrakt til Khemdee
OB skrev i sommeren 2020 en to-årig kontakt med den talentfulde midterforsvarer, Jonathan Khemdee (foto:ob.dk)

Vejle-OB (nedtakt)

OB skulle på en af superligaens dårligste baner forsøge at gøre op med deres “jyde-kompleks” og spille sig tættere på top 6. I 16 forsøg har de nu ikke vundet en betydende kamp vest for Lillebælt. Thrandarson fik sin første startplads i denne superligasæson, mens Okusun endnu en gang var bænket, ligesom det var tilfældet for Sabbi. Det blev en meget uskøn affære, hvor OB ikke skabte noget som helst og måtte se sig slået med 2-0 i Vejle.

Pluslisten (Med hjælp fra OB-sympatisører på Twitter, da undertegnede havde svært ved at finde OB-plusser)

– “Kampen blev fløjtet af”

– “Vi er en kamp nærmere sæsonafslutningen”

– “At der var lukket for tilskuere”

– “Michelsen skal roses for den taktiske disposition, han ramte i dag: Antallet af spillere i startopstillingen”

– “Flere af de ringeste spillere har korte kontrakter”

– “OB har ikke superligaens ringeste bane”

Minuslisten

– OB formåede ikke at komme frem til afslutninger mod Vejle

– Manglende kvalitet i pasningerne

– Oliver Christensen var tilbage på sit tidligere lave niveau i spillet med fødderne

– Alt for statisk OB-spil, hvor der manglede offensive løb.

– Offensivt træffes for mange forkerte beslutninger

Karakterer

Oliver Christensen 4

Var stort set chanceløs på de to Vejle-mål. Okay indgreb i luftspillet. Fandt ikke de store redninger frem mod Vejle. Meget dårligt målspark i første halvleg, der var tæt ved at blive farligt. Upressede bolde udover sidelinjen i 2. halvleg.

Oliver Lund 2

Oliver er lidt af fanyndling på baggrund af hans person og indstilling. Og det skal han holde fast i, for han vinder nok ikke mange fanhjerter på sine offensive aktioner. I dag blev det bedst eksemplificeret, da han lavede en flot bolderobring, og fik alt den plads og tid han kunne ønske sig på kanten af feltet. Den brugte han til at slå et af de dårligste OB-indlæg i sæsonen, hvilket ikke siger så lidt. Derudover havde han store udfordringer med at holde sine markeringer kampen igennem.

Jeppe Tverskov 7

Måske OB’s mindst dårlige spiller mod Vejle? Lavede flere gode indgreb indledningsvist, hvor han timede sine tacklinger på de helt rigtige tidspunkter. Var stærkt medvirkende til at man så meget lidt til Vejle-profilen Wahid Faghir.

Alexander Juel Andersen 4

Det meste foregik omkring Tverskov, når bolden skulle spilles frem. Spillede det sikre defensivt og gjorde det fint, men har fortsat for mange fejl i sit forsvarsspil over en hel kamp.

Ryan Johnson Laursen 2

Det er svært at få øje på Ryan Johnson Laursens spidskompetencer. Han er og skal være en offensiv back på OB-holdet, men mod Vejle kom der igen meget lidt fra ham.

Aron Elis Thrandarson 4

Lidt overraskende have OB’s islænding fundet vej til startopstillingen. Kom fornuftigt fra start, hvor han både havde gode defensive og offensive aktioner i kampens indledning. Mange af OB’s dødbolde skulle ende i hans hoved i Okusuns fravær. Det lykkedes kun delvist. Forsvandt ud kampen, og kommer ikke til at starte inde, når Kløve er tilbage.

Jens Jakob Thomasen 7

Sammen med Jeppe Tverskov OB’s mindst dårlige markspiller. Tog ansvar og forsøgte sig med flere fine afleveringer. En rigtig god 1. halvleg fra ham, men faldt i niveau sammen med resten af OB-holdet i 2. halvleg. mod Vejle Forsøgte at vende spillet, aflevere gennem kæderne og komme til afslutninger. Flere gode afleveringer og kun en enkelt alvorlig fejlaflevering, hvilket man må tage med, når man prøver at slå de afgørende afleveringer. Hans medspillere tog dog få gode løb for ham, og dermed blev det hele meget statisk.

Janus Drachmann 7

Det var ikke på den centrale midtbane OB tabte kampen mod Vejle. Her var OB-holdet i fin balance, hvilket OB’s anfører var stærkt medvirkende til. OB og Drachmann vandt flest dueller i kampens indledning, og virkede til at have et lille fysisk overtag over Vejle. Lagde nogle fine hjørnespark, der dog aldrig blev rigtig farlige.

Mart Lieder 2

Det er svært at finde de positive superlativer frem, når linjerne falder på Lieders indsats mod Vejle. Han skal roses for flere gode løb, og han kommer en del med i spillet. Derfra går det meste galt. Relationen til Jebali fungerede ikke så godt, og vi så flere misforståelser dem imellem. Når han fik bolden, tog han oftest de forkerte beslutninger, som da han ene mand forsøgte at angribe mod mål med fire vejle-spillere foran sig. Indimellem får man den mistanke at han spiller mere for sig selv end holdet.

Issam Jebali 2

Startede som vanligt med at tage stort ansvar og søge ned i banen for bidrage til det opbyggende spil. Brugte sin fysik marginalt bedre en Mart Lieder, men skal også blive bedre til at vælge de simple løsninger, når banen er som den er. Intentionerne er gode, og han gemmer sig ikke, når det ser svært ud, men beslutningerne og slutproduktet var for dårlige mod Vejle.

Moses Opondo 2

Efter et par gode præstationer, så det igen skidt ud med Opondo mod Vejle. Hans fornemme mål mod FCM i pokaltuneringen står efterhånden som en “outlier”, mens afslutninger mod Vejle desværre vise det vi har set mest af fra hans side i OB. Manglende kvalitet i slutproduktet. Han skal bidrage med meget mere offensivt end han gjorde mod Vejle, hvor bundniveauet i flere aktioner var alt for lavt.

OB’s trænerjagt

Alt imens OB kæmper for at finde vej til modstandernes mål, kæmper sportschefen for at finde træneren, der kan hjælpe dem til det i den nye sæson. Når superligasæsonen 20/21 bliver til 21/22 er det fortsat uvist hvem der kommer til at sidde i cheftrænersædet på Nature Energy Park. I forlængelse af de indikationer 817 har fået og læst, følger her vores bud på hvem der potentielt kunne være inde i overvejelserne som ny cheftræner i OB.

Før man kan sætte næsen op efter offentliggørelsen af et nyt trænernavn, må man formentlig afvente præsentationen af klubbens kommende strategi. Det vil være mest naturligt at gøre tingene i den rækkefølge. Skal man tro klubben, behøver det dog ikke vare længe før end at den strategi bliver præsenteret. Således blev sæsonkortholderne i OB præsenteret for følgende linjer i et nyhedsbrev “Vigtigst af alt så præsenterer vi til foråret en samlet klubstrategi for OB, der sætter målet og retningen for vores klub, og ikke mindst hvordan vi kommer derhen sportsligt og kommercielt.” Og ingen siger at ansættelsen af en ny cheftræner skal komme efter en strategi, men kan også blive præsenteret i samspil med en ny strategi.

Her følger 817’s overvejelser.

Interne kandidater

Kan assistenttræner Henrik Hansen, U19-træner Kim Engstrøm eller sportschef Michael Hemmingsen være i spil til det ledige trænersæde i OB?

Nej. De har søgt eksternt indtil nu, hvorfor det vil fremstå som en nødløsning. Førstnævnte har solgt sit hus i Odense, Kim Engstrøm har netop forlænget sin kontrakt med akademiet, mens sidstnævnte formentlig ikke ønsker et job, hvor han i endnu højere grad skal eksponeres for pressen. Forlængelsen af U19-træneren tyder dog på, at Kim Engstrøm har fået indikationer om at klubbens kommende cheftræner vil bruge spillere for OB’s akademi i endnu højere grad end hidtil. Havde interne kandidater været aktuelle havde man formentlig allerede effektueret trænerskiftet, da det stod klart at Michelsen ikke ville blive forlænget. Det bliver med andre ord en ny cheftræner, der ikke er på kontrakt i OB lige nu.

Danske kandidater

OB’s manglende afklaring på trænersituationen overfor omverdenen kan skyldes to ting. At de ikke har træneren på plads endnu, eller at en kommende træner ikke ønsker at offentliggøre et OB-job endnu. OB plejer historisk ikke at have problemer med at offentligøre et trænernavn et halvt år før tiltrædelsen, som man bl.a. har set det med Lars Olsen og Kent Nielsen. Og det er også kun i OB’s interesse hurtigt muligt at få kommunikeret et navn ud, når man har det af hensyn til forlængelser og kommende transfers. Så vi antager at de enten ikke har navnet endnu eller at de er i forhandlinger med en træner, der allerede er på kontrakt andetsteds. Vi tror ikke på et ledigt emne, da man ligesom med de interne kandidater havde effektueret skiftet allerede i vinterpausen.

Peter Sørensen har med sin opsigelse i Hobro været nævnt som en kandidat. Ved afskeden med Hobro signalerede han med sine udtalelse “Klubben har valgt at satse mere på at opbygge sin talentafdeling, og det er, som alle ved, en langsigtet proces. En proces, der nok passer bedre på en anden cheftræner end jeg selv, der har mere erfaring med at arbejde med en allerede etableret talentafdeling og bringe disse spilere det sidste stykke vej op til det højeste niveau.” at han godt kunne passe ind i OB, der netop lykkedes med at etablere et succesfuldt akademi i løbet af få år. I Silkeborg IF var han manden der gav plads til flere spillere fra klubbens ungdomsafdeling, der blev solgt videre for store penge. Han maangler dog succeseer som træner, og har primært været i spidsen for bundhold de seneste år. Derfor er han måske heller ikke den oplagte kandidat for OB, der i højere grad vil diktere kampene i fremtiden. Det har Peter Sørensen ikke lykkedes med, trods Hobro har været i 1. division det seneste halve år.

En der er lykkedes med at diktere fodboldkampe, skabe resultater og integrere unge spillere er Glen Riddersholm. I FC Midtjylland har han på succesfuld vis arbejdet med at integrere spillerne fra et af Danmarks bedste akademier på Superligaholdet. Derudover har han vist at han kan vinde titler med både FC Midtjylland og SønderjyskE. Sidst, men ikke mindst, så har han været dansk U17-landstræner, og har generelt stor erfaring med unge spillere som synes at være et vigtigt kriterium for en kommende OB-træner. OB’s mulighed for at kunne tiltrække Glen ligger i SønderjyskE’s nye ejerskabsstruktur, samt den kommende afgang af sportslig ansvarlig Hans Jørgen Haysen, der var manden bag ansættelsen af Glen. Hvis Glen ikke kan købe ind på den nye amerikanske ejer Robert Plateks værdier eller mangel på samme, så tror jeg ikke han er sen til at forlade SønderjyskE. Trods sportslig succes udspillede et lignende scenarie sig i FCM i 2015, hvor han stoppede umiddelbart efter at have vundet et dansk mesterskab, da han skulle indgå for mange kompromisser for at passe ind i klubben.

Et andet navn der måske kan være i spil til det ledige trænersæde er Jesper Sørensen. Han er en del af det succesrige træner-team i Brøndby IF. Trods forlængelsen af cheftræner Niels Frederiksen, har den succesfulde assistent endnu ikke forlænget sin aftale med klubben. Han er således en fri mand til sommer, hvis ikke der sker noget på den front. Om han søger nye græsgange er uvist, men mon ikke en arbejdsplads i Odense er mere tillokkende for den jyske familie end en i København? For OB skulle interessen bestå i at få know-how fra Brøndby IF, der succesfuldt har gennemført den ungdomsrevolution OB nu står overfor.

Ole Tobiasen har tidligere været nævnt på disse sider, og siden da i forskellige podcasts og TV-udsendelser. Om der har været kontakt og han er i OB’s tanker ved jeg intet om. Men hvis de skulle spørge, så vil Ole Tobiasen formentlig lytte. Således har han for et par måneder siden udtalt til bold.dk “I forhold til min trænerudvikling så er jeg klar til at tage det næste skridt. Nu har jeg et cheftrænerjob på næsthøjeste plan, men jeg føler mig klar til at rykke mig til højeste plan. Det kan være her i Almere, Skandinavien eller et tredje sted.” Om det bliver i Almere afhænger nok af deres slutplacering. Lige nu ligger de på tredjepladsen i den næstbedste hollandske rækker, hvor de to øverste hold rykker direkte op. Så et OB-skifte er formentlig afhængig af at Almere misser oprykningen, da et cheftræner job i Æresdivisionen for Almere må være mere attraktivt end  et cheftrænerjob i OB.

Udenlandske kandidater

På spillersiden plejer OB mest at kigge på det skandinaviske marked, hvorfor det også synes mest realistisk ift. en ny træner. For at bringe lidt eksotisk over dette indlæg, kaster vi dog en sydenlandsk outsider i spil. Vi skal dog ikke så langt sydpå. Nærmere bestemt Holland, hvor vi finder Ron Jans. Han har to gange været i spil til et trænerjob i Danmark. Således var han tæt på at sætte sig på et fly til Danmark for at tale med Brøndby i 2016, hvilket dog blev afblæst da Alexander Zorniger kom i spil. Tilbage i 2012 gjorde Ron Jans og OB også tilnærmelser til hinanden, da Jans tog turen til Danmark for at se nærmere på OB i en superligakamp mod Herfølge. Han var efter eget udsagn interesseret i OB, og skulle have været til møde med klubben, hvilket dog blev aflyst, da de i stedet gik med Troels Bech. Nu er Jans på kontrakt i Twente indtil 2022. Holder er placeret på en aktuel 8. plads og med hans kontraktudløb om over et år, synes han ikke at være i spil denne omgang.

Troels Bech

Nå man nævner et ledigt trænersæde i OB, må man også nævne Troels Bech. Kan den sympatiske fynbo, der stadig er bosat på øen og ledig på markedet således blive ansat som træner for OB for fjerde gang? Nej, er det korte svar. Trods han med den midlertidige ansættelse for Esbjerg FB i 2020 viste at trænergerningen ikke behøver at være et overstået kapitel, så bliver det ikke til et match mellem ham og OB i denne omgang. Det ville passe dårligt ind i den kommende fortælling om en ny strategi og et nyt OB, at hive en tidligere træner ind. I tillæg dertil skal det nævnes at han er paneldeltager i Stemmer fra Ådalen mandag d. 1 marts, hvor et af temaerne netop er ny OB-træner. Det skulle være underligt hvis han har indvilget i sådan en snak, hvis han selv var i spil til jobbet.

Det er endnu uvist hvilken cheftræner OB kan byde velkommen til, når de siger farvel til Jakob Michelsen. (forto: Asser Vittrup Nielsen

AC Horsens-OB (nedtakt)

OB skulle på CASA Arena forsøge at gøre op med deres “jyde-kompleks”. I 15 forsøg har de ikke vundet en betydende kamp vest for Lillebælt. Sabbi var tilbage fra karantæne, men Hyllegaard holdt ham på bænken. begge hold skulle synes at jagte de tre point, men det var ikke til at se i en chancefattig første halvleg, hvor OB ikke havde et forsøg på mål.

Pluslisten

– Gav ingen store chancer væk

– Klogt og delvist succesfuldt med flere flade hjørnespark end normalt

– JJ viste fin form på den centrale midtbane

Minuslisten

– OB formåede ikke at komme frem til afslutninger

– Fik ikke sat Hyllegaard hurtighed i scene

– OB’s opspil i venstre fungerede ikke med en højrebenet venstre back

– Alt for statisk OB-spil, hvor der manglede offensive løb.

– Flere OB-spillere havde svært ved at vende med bold

Karakterer

Oliver Christensen 7

Den sidste skanse for OB kunne præstere sit tredje clean sheet i streg i superliga-regi. han blev ikke for alvor testet, da midtforsvaret afværgede det meste. Var dog sikker i sine indgreb i kampens afslutning og god verbalt.

Robin Østrøm 4

OB’s forsvarstalent kunne i følge helt op på den flotte kamp mod AGF. Det var mere op og ned. Specielt udfordret var han i opspillet, hvor han fik meget mere tid på bolden mod AGF. Flere simple afleveringer sejlede udover sidelinjen, hvilket er risikoen med en højrebenet mand på venstreback. Havde dog også gode aktioner. Men blev dog overmatchet i flere hovedstødsdueller. En jævn kamp på venstrebacken.

Jeppe Tverskov 7

Tverskov kom i vejen for det meste defensivt, mens han offensivt lykkedes med flere flade afleveringer gennem en befærdet midtbane. Flot kamp i midtforsvaret, hvor han oftest var første mand i OB’s opbyggende spil. Tog også ansvar med driblinger og forsøgte at gå med frem afslutningsvist.

Ryan Johnson Laursen 4

Flere dårlige indlæg og bolde i dybden til Hyllegaard. Rigtig disciplineret og vigtig clearing på et Horsens indlæg i begyndelsen af 2. halvleg. Fik kort efter et gult kort, da han lidt nemt røg på en stopfinte ved baglinje. Mindre god kamp, hvor han tillod indlæg for nemt.

Alexander Juel Andersen 4

Det meste foregik omkring Tverskov defensivt. De gange hvor AJA var med i duellerne, vandt han oftest i kampens indledning. Sluttede dog kampen dårligt af med et dumt frispark i Horsens-feltet på en OB-dødbold, frispark foran eget felt og tabt hovedstødsduel tæt under eget mål. Flere underlige clearinger.

Ayo Simon Okusun 4

OB slog størstedelen af deres hjørnespark fladt, hvorfor Okusun ikke blev iscenesat her. Var svag i pasningsspillet med flere fejlafleveringer til følge. Virke oftest fejlplaceret og lå for langt tilbage på banen, hvis man skulle tro Jakob Michelsens tilråb undervejs. Vinder dog stadig flere dueller i hoved og med fødder, men man bør kunne forvente sig mere af ham.

Jens Jakob Thomasen 7

Sammen med Jeppe Tverskov OB’s bedste markspiller. Forsøgte at vende spillet, aflevere gennem kæderne og komme til afslutninger. Flere gode afleveringer og kun en enkelt alvorlig fejlaflevering, hvilket man må tage med, når man prøver at slå de afgørende afleveringer. Hans medspillere tog dog få gode løb for ham, og dermed blev det hele meget statisk.

Troels Kløve 4

Svær kamp for Kløve, der også blev rykket rundt undervejs. Var faktisk bedst, da han fik et mere defensivt udgangspunkt som venstreback afslutningsvist. Men han mangler slutprodukt på mange af sine aktioner. Holder dog fanen højt på et uinspireret OB med sine utrættelige løb.

Mikkel Hyllegaard 2

Blev ikke iscenesat rigtigt, hvorfor han tit skulle op i ulige hovedstødsdueller. Tog flere gode løb, men fik bolden for yderligt. Var fysisk overmatchet i de fleste situationer, hvor Horsens-spillerne kom på kroppen af ham. Lidt skuffende at han ikke nåede til afslutning i kampen.

Issam Jebali 2

Startede som vanligt med at tage stort ansvar og søge ned i banen for bidrage til det opbyggende spil. Lykkedes også med enkelte ting i kampens begyndelse. Om det var træthed eller andet, skal være usagt, men i 2. halvleg faldt hans niveau drastisk. Afleveringer i ingenmandsland, mislykkede tæmninger og fysisk overmatchet.

Moses Opondo 2

Han satte meget få fødder rigtigt i det offensive spil. Havde svært ved at finde fodfæste og miste bolden når han vendte, lavede fejlafleveringer og bidrog ikke med noget af kvalitet på Horsens banehalvdel. Sjælendt lavt bundniveau hos OB’s sympatiske midtbanemand fra Uganda.

OB-AGF (nedtakt)

På en vanskelig bane formåede OB endelig at få point mod AGF. Det blev en jævnbyrdig affære uden de helt store chancer. OB havde rotereret ift. torsdagens pokalkamp, således at hverken Oliver Lund eller Kasper Larsen var at finde i startopstillingen. Det var i øvrigt første gang at Kasper Larsen ikke startede inde i indeværende superligasæson.

Pluslisten

– OB kunne rotere flere mænd uden at det påvirkede kvaliteten

– Troels Kløve med flot første halvleg

– Endelig en kamp, hvor Gribben ikke er OB’s Man of the Match

– OB med fysisk overskud til at lægge pres på AGF i kampens afslutning

– Clean sheet og få store chancer givet væk

Minuslisten

– Mart Lieder virker til ikke at kunne blive forløst i OB

– Skabte få store chancer som hold

Karakterer

Oliver Christensen 7

Oftest blandt OB’s bedste, hvis ikke den bedste. Trods endnu et clean sheet (fjerde i denne sæson), så havde han ikke det helt store at lave mod AGF. Var klar, når det blev aktuelt med sikre indgreb på skud udefra og på hjørnespark.

Robin Østrøm 7

OB’s forsvarstalent, der kom til klubben fra B93 for lidt et års tid siden, kan vise sig at blive fremtidens mand i det fynske forsvar. Han havde fået pladsen fra start mod AGF og greb den godt. Trods hård modstand i form af bl.a. Patrick Mortensen spillede han på et højt niveau og en med en lille fejlmargin. Udover de defensive kvaliteter i bl.a. duelspillet, går han fint med i det opbyggende spil. Et stort 7-tal.

Jeppe Tverskov 10

Der var bange anelser, da OB’s viceanfører udgik i pausen mod FC Nordsjælland. Dt viste sig dog at være en planlagt udskiftning, hvorfor han var med igen mod AGF. Foruden gode defensive indgreb, så bidrager han som en trussel på OB’s egne dødboldsituationer. Er ved at genfinde tidligere sæsoners høje niveau. Havde stor andel i OB’s gode defensive organisering mod AGF.

Ryan Johnson Laursen 7

Sikker defensivt, men svære konditioner for at bidrage offensivt. Tog dog alligevel sine offensive løb, mens banens beskaffenhed gjorde det svært at slå tidlige indlæg. Spillede i stedet sikkert og løste sin opgaver fint.

Alexander Juel Andersen 7

Alexander Juel Andersen var ligesom resten af OB’s defensiv meget sikker mod AGF. Som Michael Hemmingsen formentlig ville udtrykke det, så er han en mand, der kan løse sine opgaver. Han gør heller ikke med udover det, men det er der formentlig heller ikke lagt op til, hvorfor det ikke må forventes. Holdets mand, der kommer til at få meget spilletid i foråret, hvis han fortsætter som mod AGF.

Janus Drachmann 7

OB’s måske bedste dødboldspecialist, slog bolde af varierende kvalitet. Derudover sørgede han for balancen på et OB hold, der ikke blev fanget i dumme omstillinger mod AGF som man så det senest mod FC Nordsjælland.

Ayo Simon Okusun 7

Der er høje forventninger til Okusun i OB’s hjemmekampe, hvor banen lægger op til nogle af de styrker OB’s 1,97 cm høje midtbanespiller har. Men mod AGF blev han for en sjældens gang skyld oftest matchet i hovedspiller. Det var den talentfulde Hausner fra AGF, der havde succes med at tage duellerne mod Okusun. Dog skal det også siges at han tager meget fokus fra sine medspillere, hvorfor en spiller som f.eks. Tverskov måske får mere plads på dødbolde grundet Okusun tilstedeværelse.

Troels Kløve 10

Kløve havde et mere defensivt udgangspunkt mod AGF. Det klædte OB’s løbestærke altmuligmand. Hans første halvleg var noget af det bedste han længe har præsteret i OB-trøjen. Laver ofte det sorte arbejde, der ikke bliver værdsat tilstrækkeligt af den gennemsnitlige TV-seer. Mod AGF var præstationen i specielt første halvleg dog så iøjnefaldende, at vi godt tør kåre ham til OB’s bedste.

Mart Lieder 2

En kort opblomstring i OB’s comeback mod AaB i efteråret kan ende med at blive højdepunktet i Mart Lieders OB-karriere. Havde fået genvalg til startopstillingen ift. seneste superligarunde, men var ikke i nærheden af at gribe den. Det meste med Lieder involveret bliver ikke frædiggjort og ender uforløst. Tager indimellem fine løb, men har ikke samme fysisk styke som Jebali eller direkte stil som Hyllegaard. Kan lidt af det hele, men intet af det rigtig godt. Et fint hovedstød i anden halvleg, men ellers er det svært at få øje på de momenter i spillet, der indikerer at Lieders gennembrud i den stribede trøje venter forude.

Issam Jebali 7

Jebali blev hevet ud efter en times tid. Det vakte lidt utilfredshed. Men når man har hevet et rødt kort i frustration tidligere på sæsonen, så var det måske ikke så dumt set af Jakob Michelsen mo et AGF-hold, der også kunne tirre OB i dag. Spillemæssigt var dog ikke med at udsætte på Jebalis præstation omend han faldt lidt i niveau i løbet af kampen. Tog dog stort ansvar og initiativ igen mod AGF.

Moses Opondo 7

OB’s målscorer fra pokalkampen mod FC Midtjylland formåede ikke at bringe sig selv i lignende afslutningspostioner mod AGF. Stor fight i duellerne, god positionering og løbevillighed uden bold trækker dog op hos den hårdtarbejdende midtbanemand fra Uganda.

Denne gang græstæppet stadig så normalt ud på Nature Energy Park. (Foto: Simon Voetmann).

OB om tildeling af trøjenummer 12 til Bashkim Kadrii

OB kunne i dag meddele at de havde hentet Bashkim Kadrii tilbage til den fynske Ådal. Udover glæden ved at se Bashkim Kadrii tilbage i de blå-hvide striber, vakte en detalje fleres opmærksomhed. Bashkim Kadrii har nemlig “lånt” trøje nummer 12. Et rygnummer der ikke har været anvendt i OB siden Andrew Tembo stoppede i klubben i 2006. Siden blev rygnummeret reserveret til OB’s 12. mand – OB-fansene.

OB’s officielle fanklub, De Stribede, kunne i forlængelse heraf meddele at de havde modtaget flere beskeder på baggrund af Kadriis tilbagevenden og tildeling af trøjenummer. Bestyrelsen i De Stribede skrev bl.a. således på fanklubbens facebook-side:

– Bestyrelsen i De Stribede er IKKE blevet spurgt eller orienteret omkring nr 12. Dertil skal dog siges at vi alle er rigtig glade for at Bashkim er tilbage i klubben og stolte over at han netop valgte vores klub. Ang. Nr 12 så ærger det os, at nummeret er “udlånt” indtil sommer, for hvornår er en spiller den rette til at bære netop det nummer? Det er der nok lige så mange meninger om som der er numre. Vi håber at Bashkim får sit ønske opfyldt omkring et lavt nr til sommer og vi igen kan få nr. 12 tilbage…

Meningerne er som skrevet mange og forskellige, når man tager et kig udover de sociale medier. De spænder fra skuffelse over at nummeret ikke var låst til at man som OB-fan ikke skal lægge for meget i det. Der kommer fortsat nye meninger til debatten om trøjenummer 12 i OB , hvorfor det ikke vil være meningsfuldt at prøve at opsummere den foreløbigt. Den foreløbige status er at holdningen blandt OB-fans og følgere ikke er entydig.

I et forsøg på at gøre OB-følgere en anelse klogere på baggrunden for det midlertidige udlåne af trøje nummer 12, tog vi en snak med kommunikationschef i OB, Rasmus Nejstgaard.

– Vi er rigtig glade for, at Bashkim er vendt hjem til Odense, og vi kan se rigtig mange positive kommentarer fra fans, som er vilde med at få ham tilbage i klubben. Da vi aftalte med Bashkim, at han skulle spille i trøje nummer 12, var Marco Lund endnu ikke skiftet, og der var således ingen ledige numre. Derfor blev videoen vinklet, så han får udleveret sit tøj fra et kendt ansigt i fanmiljøet, så han er klar til at gå i krig for OB. Det er også derfor, at han låner trøje nummer 12 i resten af den indeværende sæson – hvilket også er afstemt med vores fankoordinator på forhånd. Heldigvis ser vi rigtig mange rose denne vinkel, hvor fansene netop udlåner deres trøjenummer til den hjemvendte kriger.

Alle de positive fans der glæder sig til at se Bashkim Kadrii i kamp i OB-trøjen igen, må dog vente lidt endnu. Således forventer hovedpersonen ifølge Fyens Stiftstidende ikke at være med i OB’s pokalkamp mod FC Midtjylland på torsdag.

OB sælger Bashkim Kadrii
Bashkim Kadrii er snart klar til at lave mål for OB igen (foto: ob.dk)

Hyllegaard om angrebskonkurrencen i OB

Der er kamp om angrebspladserne i Odense Boldklub i denne sæson. Foreløbigt har OB givet spilletid til fem centreforwards i superligasæsonen 20/21. Spilletiden og målene har efter de 15 første superligakampe fordelt sig således blandt OB-angriberne.

  • Sveinn Gudjhonsen 107 min pr. mål (1 mål på 107 min.)
  • Mikkel Hyllegaard 109 min pr. mål (2 mål på 217 min.)
  • Max Fenger 145 min pr. mål (1 mål på 145 min.)
  • Issam Jebali 247 min pr. mål (4 mål på 987 min.)
  • Mart Lieder – (0 mål på 94 min.)
  • Sander Svendsen – (0 mål på 6 min.)

Vi talte lidt med OB’ seneste målscorer Mikkel Hyllegaard om angrebskonkurrencen, samt egne forventninger til spilletid i foråret.

– Mine forventninger er at jeg kan komme ind i kampe som den mod FC Nordsjælland. Derudover så kunne jeg da også godt have forhåbninger om at starte inde i nogle kampe efterhånden. Jeg knokler på og så håber jeg på at startpladserne kommer på et tidspunkt.

817: I er allerede mange om de forreste pladser, og der går samtidig rygter om at OB også forhandler med Bashkim Kadrii. Hvordan ser du på konkurrencesituationen i OB lige nu?

– Lige på min position er der konkurrence nok, må man sige. Jeg ved ikke om vi er oppe på 6-7 angribere? Så lige på den post er vi dækket godt ind, vil jeg sige. Konkurrencen er selvfølgelig stor, men der er ikke så meget andet at gøre end at vise til træning at man gerne vil spille.

Mikkel Hyllegaard var en glad mand efter 2-0 scoringen mod FCN (foto: Asser Vittrup Nielsen)